Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Seerup tog første sejr - Lund flest point i Tegee-Dan Clio Cup

Clio Cup - DK 
01/09/11 

Clio CupFor anden gang i denne sæson kunne en kører tage sin første sejr i et løb i Tegee-Dan Clio Cup. Denne gang var det Jan Seerup, Greve, der på FDM Jyllandsringen vandt det første af de to løb, klassen kørte i forbindelse med det årlige GP Danmark. Men han måtte kæmpe for sejren. Jan Seerup var nemlig startet som nummer fem, men på femtesidste omgang overtog han en føring, han holdt til mål.
 

”Jeg kunne bare mærke, at det hele kørte,” siger Jan Seerup. ”Jeg var lidt heldig fra starten af løbet. Jeg fik en rigtig god start og fik mig mast op igennem feltet, og jeg kunne bare se og også føle, at vi havde ramt den helt rigtige opsætning på bilen. Det var bare derudaf.”


Jan Seerup (6) dykkede indenom Martin Frederiksen i første løb og sikrede sig sin første sejr i Tegee-Dan Clio Cup
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

”Der var lidt frem og tilbage med sikker kørsel, men det skal vi have væk nu. Nu giver vi gas.”

En af de kørere, som Jan Seerup kæmpede med i det første af søndagens to løb, var Kim Lund, Silkeborg. Han havde været hurtigste mand i tidtagningen, men med den omvendte grid måtte han starte fra en af de bageste rækker. Alligevel formåede han at komme frem og passerede faktisk også Jan Seerup i den første tredjedel af løbet. Men han blev ikke ved med at have den senere vinder bag sig.

”Da vi overhalede den langsomste kører med en omgang, misforstod han det blå flag,” forklarer Kim Lund. ”Han trak væk fra idealsporet, lod den førende Martin Frederiksen passere, men da jeg fulgte efter, trak han ud i idealsporet. Der passerede Christian Siepmann og Jan Seerup mig.”

Kim Lund fik dog revanche i det andet løb, som han vandt foran netop Michael Christensen. Kim Lund førte fra start, men måtte så kæmpe med Michael Christensen.


Kim Lund (7) vandt et dramatisk andet løb foran Michael Christensen (1)
(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

”Det var helt regulært, at han bremsede mig ud for enden af langsiden, men så åbnede han døren for enden af publikumslangsiden omgangen efter, og så fik jeg udlignet der. Det var heldigt, for da vi kom over på det nye banestykke, åbnede himlen sig, og vi kørte efter safety car,” siger Kim Lund om løbet, der blev afsluttet fem minutter før tid grundet en kraftig byge. ”Jeg fik 53 ud af 60 point, og det ville jeg godt have solgt denne her weekend for, inden den startede.”

Mens Kim Lund blev topscoreren i Tegee-Dan Clio Cup, så måtte den mesterskabsførende Michael Christensen, Varde, indkassere årets dårligste score.

”Den var en af dårligste weekender, jeg har haft i lang tid. Tidtagningen gik ad Pommern til – nul point – og i første heat var jeg også uheldig,” siger Michael Christensen. ”Men jeg er ovenud lykkelig over at blive toer i sidste løb, så det ikke var hele weekenden, jeg skulle smide væk.”

Tegee-Dan Clio Cuppen havde ved GP Danmark deltagelse af de tre debutanter Nicki Petersen, Hornslet, og August Krokström og Richard Hansson, begge Sverige. Trioen fandt hurtigt rytmen i det konkurrenceprægede felt, og her var det Richard Hansson, som gjorde det bedst. Han var tredjehurtigst allerede i tidtagningen, men han scorede en femte- og en ottendeplads i de to løb, hvilket udløste dagens rookie-præmie i form af en stor grill fra Eva Solo.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jan Seerup
  • Kim Lund Johansen
  • Jyllandsringen
  • 28/08/11 - Jyllandsringen - Clio Cup - DK
  •