”Jeg er klar, og jeg glæder mig meget til at komme i gang med efterårssæsonen,” siger Jan Seerup, Greve, der aktuelt indtager tredjepladsen i den aktuelle stilling i Tegee-Dan Clio Cup.
Jan Seerup holder tredjepladsen foran Christian Siepmann inden GP Danmark.
”Vi er tre kørere, der ligger meget tæt i kampen om tredjepladsen, Kim Lund, Christian Siepmann og mig, og så er der lidt luft ned til Jan Engelbrecht på sjettepladsen. Jacob og Michael er nok kørt i kampen om etteren og toeren, men der er stadig 180 point at kæmpe om, så alt kan ske.”
Ved sidste års GP Danmark var det Michael Christensen og Christian Siepmann, der tog sig af sejrene på FDM Jyllandsringen, men når kørerne møder ind til løbet i weekenden, er der nogen, der har mere køreerfaring på banen end andre.
Tegee-Dan Clio Cuppen indledte godt nok sæsonen for fire måneder siden ved Åbningsløbet i påsken, men siden da har enkelte af kørerne været på banen i forbindelse med andre løb. Christian Siepmann har således kørt et Super Car-løb, mens Jan Seerup var til start i den seneste afdeling af Danish Endurance Championship, som netop fandt sted på racerbanen ved Silkeborg.
Michael Christensen og Christian Siepmann vandt sidste års løb ved GP Danmark.
”Jeg lavede en weekend med rent bord sammen med mine langdistancekammerater, hvor vi både vandt Clio-divisionen og tog sejren i to-liters divisionen, og jeg forventer, at jeg har samme speed igen,” siger Jan Seerup. ”Vi kører på andre dæk i Clio Cuppen end i DEC-serien, så bilen skal stilles anderledes ind, men vi har opsætningen.”
Feltet i Tegee-Dan Clio Cup kommer denne gang til at byde på tre debutanter. Det er den østjyske teenager Nicki Petersen fra Hornslet samt de to svenske kørere Patrick Hansson og August Krokström.
”Det bliver spændende med de nye deltagere i klassen,” siger Jan Seerup. ”Jeg glæder mig til at skulle konkurrere med dem.”
Tegee-Dan Clio Cup Danmark Læs mere om: Jyllandsringen28/08/11 - Jyllandsringen - Clio Cup - DKSlutstillingen i Clio Cup Danmark 2011 |