Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

World Touring Car Championship

Nykjær klar til nye udfordringer i Portugal

WTCC 
29/06/11 

Michel Nykjær deltager i år i sin anden sæson i det officielle verdensmesterskab for standardvogne, og han har derfor flere gange i år kunnet trække på den erfaring, han fik fra sidste års løb. Men når det gælder den kommende VM-afdeling er situationen en helt anden. Næstved-køreren skal nemlig starte på en for ham helt ukendt bane, når gaderne i Porto i weekenden lægger asfalt og autoværn til årets sjette VM-løb.
 

”Det er en bane, hvor jeg aldrig har været før, så jeg skal bruge nogle timer foran computeren for at lære den,” siger Michel Nykjær om den portugisiske VM-afdeling. ”Banen i Porto er en bybane, så der kan ske mange uheld, men jeg vil forsøge at køre klogt og prøve at komme uden om uheldene, så jeg kan vinde nogle placeringer.”


Michel Nykjær skipper i weekenden de permanente racerbaner til fordel for asfalten og autoværnet i Portos gader, hvor næste afdeling af VM-serien køres.
(Foto: FIA WTCC)

Det er første gang i denne sæson, at det officielle verdensmesterskab for standardvogne skal køre på en bybane, men for køreren fra Pole Position Denmark er der ikke tale om et nyt fænomen. Michel Nykjær har tidligere kørt på bybaner i VM-serien.

”Sidste år kørte jeg i Marrakech i Marokko og Macau i Kina, og der er næsten altid garanti for, at der bliver buler, så det er ikke altid så sjovt, selv om tilskuere godt kan lide det,” forklarer Michel Nykjær. Hans forberedelser til løbene på bybanerne er også anderledes end normalt.

”Jeg får nogle informationer fra ingeniørerne om de baner, hvor de før har kørt, og så får jeg noget inboard kamera at kikke på. Det er den eneste forberedelse, jeg kan få,” siger han. ”Det kan lære mig lidt omkring bremsepunkterne, og på PlayStation kan jeg lære banen at kende, altså hvordan svingene kommer, men det er bare ikke det samme. Man kan bare ikke lære en bybane på forhånd.”

Men selv om de banespecifikke forberedelser til den kommende VM-afdeling i Portos gader er meget specielle, så føler Michel Nykjær sig denne gang forberedt til løbet.

”Jeg indledte ugen med at teste min bil og min nye motor i Barcelona, og jeg kan tydeligt mærke, at det giver noget mere, når man sidder i bilen næsten hver uge,” siger han. ”Så er det ligesom med fodbold, for træner man hver dag, er man mere inde i tingene og klar, når det sker.”

”Denne her gang skulle jeg gerne i top 10 i tidtagningen, så jeg virkelig kan kæmpe med om startplaceringerne i toppen. Ved de sidste løb i Tjekkiet var jeg hurtigste privatkører, men jeg manglede noget topspeed. Vi mangler noget på langsiden. Men det er mit mål at komme i top 10 i tidtagningen, for så kan jeg gå videre til Q2-kvalfikationen og virkelig være med til at kæmpe om de gode startplaceringer. Hvis man har en god startposition, er det nemmere at få et godt resultat, for så kan man bedre forsvare sin position.”


Læs mere om:
  • Michel Nykjær
  • Pole Position Denmark
  • SR-Sport
  • SUNRED Engineering
  • Porto (gadeløb)
  • 03/07/11 - Porto (gadeløb) - WTCC - FIA VM
  •