Fra sidst på formiddagen St. Bededag afvikles 57 kvalifikationsheat, oplyser VMK’s nybagte løbsleder Birte Donslund. - Her kæmper kørerne om de mest fordelagtige startplaceringer til finalerne, som byder på 9 A-finaler samt 5 kvalifikations-finaler (B&C).
VMK har flere kørere til start i St. Bededagsløbet 2011.
Til 2008-sæsonen valgte Thomas Mark helhjertet en satsning på det tyske RC-mesterskab (DRX). Den selvvalgte ”udenlandsdansker” gjorde god propaganda for den midtjyske race craft ved at erobre titlen som vice tysk mester i 1,6 liters klassen: Super 1600 med sin Citroën Saxo.
Thomas Mark (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- I 2009 skiftede jeg til Citroën Xsara VTS, oplyser Thomas Mark. – Dette bevirkede samtidig omgruppering til Super 2000. Raceren har tidligere kørt asfaltbaneløb i DTC, hvor Jesper Sylvest var bag rattet. Det har derfor været en overkommelig opgave at gøre den klar til motorløb på løst underlag.
Thomas Mark fortsatte sin race power, og blev i 2009 nr. 2 sammenlagt i DRX-serien for Super 2000.
Thomas Mark (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Sidste år vendte jeg tilbage til Danmark, fortsætter Thomas Mark. - Jeg har efterhånden hyletravlt i mit autoværksted i Løvel, hvorfor jeg ikke kan bruge ekstra arbejdsdage på at komme til Tyskland. Jeg har f.eks. kun 2-3 km. til VMK’s motorbane i Løvel, og det er altid en stor fornøjelse at køre på sin hjemmebane, hvor der er en fantastisk stemning hos tilskuerne i lyngbakkerne.
DM-premieren 2011 blev kørt på motorbanen i Nysum tidligere i maj, og dette blev en kort fornøjelse for Thomas Mark: - Der kom noget i klemme ved motorens tandrem, som herefter hoppede 5-6 tænder over. Dette bevirkede 8 bøjede ventiler, men jeg bliver heldigvis klar til St. Bededagsløbet 2011.
VMK’eren, Michael Bak i VW Golf, er næsten-rookie i Rally Cross: - I Super 2000 er der hård, fair og tæt konkurrence i et startfelt på 24 kørere. Jeg er derfor godt tilfreds med 6. pladsen i C-finalen, som jeg hjemkørte ved DM-premieren i Nysum.
Michael Bak (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Til St. Bededagsløbet stiller klubkammeraten, Benny Kristensen, til start i Opel Manta. Løvelboen har tidligere været yderst trofast RC-chauffør med NSU 1000’r i utallige afskygninger, men er nu skiftet til en Opel Manta.
Benny Kristensen (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Leverings-stabiliteten i reservedele for NSU’erne er efterhånden blevet lidt af et problem, konstaterer en lidt ærgerlig Benny Kristensen. - Jeg har derfor skiftet til Opel, for med masser af benzin i blodet skal man ud at køre motorløb, når chancerne byder sig.
VIBORG MOTOR KLUB
Åge Kirketerp Jensen
Læs mere om: Løvel |