Til årets første løb på Padborg Park var det med den tidligere DTC-kører, Brian Mikkelsen, samt Ole Christophersen, Haderslev, at Michael Jakobsen gik til kamp om pokaler og vigtige point. Og selvom konkurrencen ikke er blevet mindre hård siden sidste sæson, var der gode takter at se fra den kulfiber-sorte Porsche allerede i tidtagningen.
Team Jakobsen Motorsport går efter guldet i DEC. (Foto: Gripping Media)
"En fjerdeplads er slet ikke dårligt", fortæller Michael. "I et fire timer langt racerløb er det ikke så vigtigt, om man starter fra første eller anden række - så længe det bare er oppe foran. Vi fik kørt os godt ind på bilen og banen, så løbet skal nok blive godt."
Hurtige, stabile omgangstider er opskriften på succes i langdistanceracing. (Foto: Gripping Media)
Lidt over middag lørdag gik det løs med fire timers intensivt racerløb. Mens et par konkurrenter stak af fra feltet i hæsblæsende tempo, fandt Michael, der startede i bilen, en fornuftig rytme og kørte gode, stabile omgangstider i sit stint. Bedste omgangstid var 1.02,3 – og da bilen skulle overlades til Ole Christophersen, var det med 4 omganges føring ned til nummer to.
De forankørende konkurrenter løb ind i tekniske vanskeligheder undervejs i løbet, og i en periode lå den sorte Porsche 997 GT3 Cup-racer i føring.
Sidst i løbet opstod der dog tekniske problemer. "Porschen måtte køre det sidste stykke tid på kun fem ud af seks cylindre", fortæller Brian Mikkelsen. "Det kostede en del på omgangstiderne, og samtidig sendte det benzindampe ind i kabinen til mig." Til sidst blev de giftige dampe for meget for Brian, der kørte bilen til pitten.
Brian Mikkelsen kørte sit første løb i Porsche 997 GT3 Cup. (Foto: Gripping Media)
Reglerne i DEC er skruet således sammen, at kører man blot én omgang under løbets sidste halve time, har man gennemført. Med det forspring teamet havde til feltets nummer tre, betød det at Jakobsen, Mikkelsen og Christophersen kunne bestige podiets 2. plads.
"Det ville jo have været optimalt at løbe med sejren, men omstændighederne taget i betragtning kan vi vist godt tillade os at være tilfredse", smiler Michael Jakobsen.
Næste gang, Team Jakobsen Motorsport skal i aktion, er på Ring Djursland den 4. juni.
Team Jakobsen Motorsport Gripping Media ApS Læs mere om: Brian MikkelsenMichael JakobsenPadborg Park07/05/11 - Padborg Park - Danish Endurance Championship |