Bilen blev færdig fra fabrikken lidt senere end forventet, og arbejdet med at udrydde de obligatoriske børnesygdomme har kostet et par nætter uden meget søvn. Ikke desto mindre var bilen klar fredag morgen, da Special Saloon Car kørte fri træning.
Den smukke Aquila CR1 LS7 fik debut på FDM Jyllandsringen. (Foto: Gripping Media)
Det blev dog ikke til mere end fem omgange for den aarhusianske malermester. Problemer med gearskiftet betød at træningen var slut før den rigtigt var kommet igang. Fejlen nåede ikke at blive udbedret til tidtagningen, så Claus måtte pænt se på mens de 21 konkurrenter satte omgangstider på banen.
"Det viser sig, at en af ledningerne fra skiftepalerne på rattet var defekt, så med en nymonteret ledning virker det hele som det skal", fortæller Dan Suenson fra Aquila Racing Cars.
Hvad sker der, når man placerer en af feltets absolut hurtigste biler med en rutineret kører bag rattet bagerst i feltet til et racerløb? Svaret er lige til: Han overhaler 14 biler på første omgang. Da de røde lamper slukkede, nærmest fløj den nybyggede Aquila forbi konkurrenterne, og allerede ved første sving var den kulfiberfarvede racerbil midt i feltet.
"Det var en hel surrealistisk fornemmelse", husker Claus. "Dan Suenson havde givet mig besked på at tage den med ro, så vi ikke risikerede skader, men den trækker jo hjemmefra som intet andet!"
På vej op igennem feltet. (Foto: Gripping Media)
Efter fem omgange på FDM Jyllandsringen lå den danskbyggede racerbil i toppen af feltet foran andre dygtige kørere, og sejren kunne køres hjem uden større indblanding bagfra. Det blev også til løbets hurtigste omgangstid, og dermed pole position til næste løb.
Åbningsløbets sidste Special Saloon Car-løb bød ikke på mange overhalinger. Den sorte Aquila nøjedes med at holde føringen hjem fra første omgang, og konkurrenterne kom aldrig tæt nok på til at true positionen, selvom køreren ikke selv var tilfreds:
"Bilen kører efterhånden som den skal, men vi skal køre meget hurtigere end det her", forklarer Claus. "Der er allerede nu bestilt en kraftigere servostyring, for på de danske baner er den simpelthen for hård at køre - og jeg har ellers trænet intensivt hele vinteren!"
kan ikke være tvivl om, at Claus Christensen og Aquila er en stærk kombination. (Foto: Gripping Media)
Alt i alt har det dog været en helt igennem godkendt debut for den lynhurtige Aquila CR1 LS7 på dansk jord. "Vi har hele tiden vidst at der ville komme små børnesygdomme, men med Dan Suenson og Aquila's hjælp er de blevet udryddet hurtigt og effektivt - og det er jo en helt vanvittig køremaskine, sådan en bil", lyder det fra påskens dobbelte sejrherre.
CC Racing Gripping Media ApS Læs mere om: Claus ChristensenCCRacingJyllandsringen23/04/11 - Jyllandsringen - Special Saloon - DM |