Hvor Nissan Juke er designerens vilde og våde drøm sat i serieproduktion, så oser Kia Cee'd af velovervejet fornuft.
Nissan Juke's design er ekstremt, med store, markante hjulkasser, dramatisk svungne lygte og en kabine, der ser ud som om, den kommer fra en meget mindre bil. Men designet er gennemført. Nogle elsker Juke'n og andre hader den. Men alle har en mening om den.
Nissan Juke. (Foto: Ib Trebbien)
Cee'den er derimod så traditionel, at man føler, man har kendt dens former hele livet. Den lokker med genkendelse og tryghed. Men den får ikke tilfældige forbipasserende på parkeringspladsen til at kaste sig ud i diskussioner om bildesign som Juke'n.
Kia Ceed SW. (Foto: Ib Trebbien)
Det vilde og overgearede design går igen i Nissan Juke's interiør. Midterkonsollen får mig, med sin blanke finish i bilens farve, spontant til at tænke på Tivoli og karruseller. Men det har også en sær vulgær charme. Det største minus er faktisk at pladsen er lidt trang med tanke på bilens størrelse.
Nissan Juke. (Foto: Ib Trebbien)
Plads finder man til gengæld masser af i en Kia Cee'd SW. Designet kan bedst beskrives som diskret og nydeligt, men det liver op efter mørkets frembrud, når alle instrumentbordets betjeningsknapper lyser op i et orange lysshow.
Kia Ceed SW. (Foto: Ib Trebbien)
Designet afspejler sig i de to bilers måde at køre på. Nissan Juke er i den testede 190 hk version vild og voldsom. Vejene var regnvåde, da jeg hentede testbilen og på veje hjem kom jeg ud af svingene med hjulspin. Overraskende og ganske underholdende, men nok lidt enerverende i det lange løb. Løsningen var at skifte kørestil fra Sport til Normal eller Eco, men så forsvandt noget af underholdningsværdien også.
Sådan en omskifter fandt jeg ikke i Cee'den. Men den gjorde det nu alligevel godt med sin momentstærke diesel motor. I stedet havde den i takt med tidens ånd det brændstofbesparende stop-and-go system, som utvivlsomt er godt i bytrafik, men af begrænset betydning på landevejen.
Men der er ingen tvivl om at Cee'den med den økonomiske dieselmaskine er sparebøssen af de to. Juke har en benzintank på bare 46 liter og den skal fyldes ofte.
Økonomi og pladsforhold – ja stort set alt – taler altså for Kia Cee'd, der efterlader sin ejer med et lille tilfreds smil om munden. Men Nissan Juke fik mig i al sin ufornuftige galskab til at grine bredt.
| | | | | | Nissan Juke. (Foto: Ib Trebbien) |
De nøgne fakta:
|
Model |
Nissan Juke Tekna |
Kia Cee'd SW 115 1,6 Active |
|
Type |
5-dørs hatchback, 5 pladser |
5-dørs stationcar, 5 pladser |
|
Motor |
1618 ccm turboladet, benzinmotor, 4 cyl., 190 hk / 140 kW ved 5600 o/m, 240 Nm ved 2000-5200 o/m. |
1582 ccm turboladet, dieselmotor, 4 cyl., 115 hk 7 85 kW ved 4000 o/m, 255 Nm ved 1900-2750 o/m. |
|
Transmission |
6-trins manuel gearkasse, forhjulstræk |
6-trins manuel gearkasse, forhjulstræk |
|
Undervogn |
For: McPherson. Bag: Multilink med torsionsstang og skruefjedre. |
For: McPherson. Bag: Multilink. |
|
Maks. hastighed |
215 kmt |
188 kmt |
|
Acc. 0-100 |
8,0 sek. |
11,5 sek. |
|
Forbrug |
14,5 km/l |
22,2 km/l |
|
Grøn afgift |
Kr. 2520,- |
Kr. 2600,- |
|
Pris fra |
Kr. 322,990,- plus levering |
Kr. 239.999,- |
|
|