Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Egentlig er det vel ligemeget hvem der vinder

Formel 1 
10/11/10 

Optakt til Abu Dhabis Grand Prix
Formel 1 får en verdensmester på søndag. Det er ganske sikkert. Han hedder enten Fernando Alonso, Mark Webber eller Sebastian Vettel. I teorien kan han også Lewis Hamilton vinde, men med tre seriøse bud, er der ikke megen plads til de teoretiske muligheder. Jo, VM bliver afgjort, en af de tre vinder - og hvad så! Det er faktisk ganske ligemeget hvem der vinder, for uanset hvad, så har 2010 været et fantastisk år, et af de allerbedste og allertætteste i historien. Selvfølgelig vil det være godt med en spændende afslutning, men helheden er sikret.
 

Mange tidligere sæsoner har været afhængige af at det sidste løb i det mindste leverede en spænding - og siden 2006 har vi da også ved flere lejligheder haft en god duel i sæsonens sidste løb - i modsætning til de år tidligere i 00'erne hvor Schumacher havde sikret sig VM - og alligevel blev ved med at vinde.

Men sjældent har VM været så lige og tæt, så længe. Sidste år blev det også tæt, men det var fordi Brawn bilerne mistede pusten mod slutningen af sæsonen. I år har Ferrari og Red Bull været konkurrencedygtige hele vejen igennem, selvom Ferrari havde et dyk i resultaterne i første halvdel af sæsonen. McLaren har også været helt med fremme, og det er småting der gør, at det engelske team er sat ud af spillet i dette års VM.

Jeg har fulgt med i Formel 1 i rigtig mange år, jeg har nydt de gode år og de dårlige har jeg glædet mig til bedre tider. Schumacher æraen var i den grad et lavpunkt i Formel 1 historien - ensidige resultater kan være imponerende et år, eller to, men derefter begynder de at være trivielle - og normalt kommer de andre teams på en eller anden måde op i omdrejninger. Det gjorde de bare ikke denne gang. Det var ikke kun Ferrari/Schumacher kombinationen der var overlegen - det var i høj grad også deres konkurrenter der blev ved med ikke at gøre deres hjemmearbejde godt nok.

Det har aldrig været vigtig for mig hvem der blev verdensmester, jeg vil bare gerne have en spændende sæson - og en sportslig afgørelse. Det er en sport, der er ingen ret og rimelighed i det, ham der til sidst vinder, fortjener det, medmindre selvfølgelig han på en eller anden måde omgår reglerne.

Og denne sæson har været fantastisk. Ingen har domineret, selvom Red Bull har siddet meget godt på i kvalifikationen. Før en weekend har der hele vejen igennem i al fald været fem bud på en vinder, og i lang tid også fem bud på en verdensmester.

Sidste slag i år skal slås på den lidt kedsommelige Yas Marina i Abu Dhabi - endnu et af beviserne på at den forældede Ecclestone tænker mere på penge end sport. Overhalingsmulighederne er begrænsede, og det kan nemt blive en triviel affære at følge med i løbet.

Og omvendt, kan det godt blive spændende alligevel. For hvis nu Vettel får pole og stikker af fra de andre - så skal Alonso jo bare blive nummer 3 - men hvis Webber så ligger nummer 2 er det jo ikke umuligt at han pludselig, sådan hen mod slutningen kommer forbi Vettel.

Så for Alonso er missionen klar, han skal egentlig helst være foran Webber, selvom han otte points forspring. Risikoen for at Red Bull racerne bytter plads, er for stor.

Hvis Alonso nu skulle finde på at udgå, så vil der tilgengæld være åben kamp mellem de to Red Bull biler. Hvis Vettel vinder Webber er der pointlighed, men tyskeren vil få titlen med flest sejre. Hvis Webber vinder, vil han blive verdensmester med en pæn margin.

Hvis Vettel udgår, så skal Webber håbe på at en McLaren (mest sandsynlige team) kommer imellem ham selv og Alonso. En sejr til Webber over Alonso vil stadig gøre spanieren til mester.

Vettels chance for VM er at vinde og håbe på at Alonso udgår eller klarer sig dårligt. Hamiltons teoretiske mulighed ligger i at vinde, og de andre udgår.

Den ironiske afslutning på det hele vil være, hvis Alonso ikke kan følge med de to Red Bull biler, men ligger på en stabil 3. plads. På næstsidste omgang lukker Vettel Webber forbi til en VM titel, hvorefter Alonso udgår med motorproblemer... Lad os håbe det ik' bli'r så'n!

Martin Møller-Thomsen

Læs mere om:
  • Yas Marina Circuit
  • 14/11/10 - Yas Marina Circuit - Formel 1
  •