Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Yokohama Cup

Pokalrace i baghaven

Yokohama Cup 
13/10/10 

Sæsonens sidste løb er netop blevet afviklet på FDM Jyllandsringen, der næsten er nabo til Kim Lund. Om det er hjemmebanefordelen, som har virket eller det er den sædvanlige cocktail af forberedelse, hårdt arbejde og en god portion held, skal være usagt, men resultatet blev årets bedste weekend.
 

Efter løbet på Knutstorp blev det besluttet at montere reservebagbroen og reservestøddæmperne for at finde den manglende fart. Det var derfor med stor spænding, at bilen blev rullet ud til træning. Virkede det ikke, så var der tid nok til at bygge bilen om inden tidtagningen, men det blev slet ikke nødvendigt. Med trediehurtigste tid kun overgået af de to Peugeot 308’ere kørt af Anders Majgaard og David Falch viste Kim, at bilen stadig er blandt de hurtigste i klassen.


God afstand til konkurrenterne.
(Foto: Gripping Media)

Sidst på eftermiddagen skulle tidtagningen køres i det pragtfulde efterårsvejr. Alle havde strammet elastikkerne yderligere, men igen kørte den blå-hvide 307’er ind på tredjepladsen – denne gang var afstanden til den hurtigste blevet yderligere halveret. ”Det ser jo ret godt ud lige nu, så hvis vi kan få et rent løb uden skubberier, så burde bilen kunne køres hjem på en god placering”, fortalte Kim på vej hjem til en god nats søvn.

Søndag morgen lå disen tæt over Jyllandsringens sorte asfalt ved dagens begyndelse, men til starten på første heat var disen forsvundet. Kim kom godt fra start, men desværre måtte man have Safety Car på banen allerede på første omgang, da to bilers forsøg på at fjerne flagposten ved Panoramasvinget krævede en del oprydning. Kims tredjeplads blev byttet til en andenplads, og han kunne velfortjent hoppe op på podiet og modtage sin pokal. ”Nu er weekenden reddet. I finaleløbet vil jeg ikke blande mig i striden om hvem der skal være mester, men bare køre min egen chance.”

Som afslutning på sæsonen 2010 var vejrgudernes indsats absolut upåklagelig med svag vind og flot solskin, der havde trukket ekstra tilskuere til banen. Med en startplacering i tredje række lå det ikke i kortene at køre efter førstepladsen, men en bedre placering kunne man altid køre efter. Da starten gik, lykkedes det Kim at vinde nogle pladser og fra tredjepladsen kunne han nu slappe lidt af og afvente løbets udvikling. De to forreste kørere begyndt stille og roligt at varme op til et slagsmål om førstepladsen, og i kampens hede var blikkenslageren fra Silkeborg hurtig ved havelågen og smuttede forbi. Med kun to omgange til mål skulle alle angreb nu bare afvises, og sjældent har man set en Peugeot 307 blive så bred. Førstepladsen holdt helt hjem, og Kim belønnede på den måde sine sponsorer og mekanikere med den bedst mulige afslutning på en drilsk sæson.


Leader of the pack.
(Foto: Gripping Media)

”Det er svært at finde noget at beklage sig over”, klagede han med dagens største grin efter løbet, og fortsatte: ”Det er bare gået fuldstændig perfekt i denne weekend. Vi har stadig en af de hurtigste 307’ere i feltet, så man kan ikke finde en bedre måde at slutte sæsonen på.” Inden bilen pakkes ned for vinteren holder teamet en sponsor-event på Padborg Park den 29. oktober, hvor sponsorerne får chancen for at studere banen gennem vinduerne i en racerbil. Hvordan næste års sæson kommer til at se ud, skal planlægges i de næste par måneder, men indtil da skal der lyde en stor tak til konkurrenter, sponsorer og tilskuere for en spændende sæson.


Et hold og deres høst.
(Foto: Gripping Media)

Team PointS Madbull Racing

Gripping Media ApS

Læs mere om:
  • Kim Lund Johansen
  • Team Lund
  • Team Point-S
  • Jyllandsringen
  • 10/10/10 - Jyllandsringen - Yokohama Cup - DM
  •