”Det er helt kanon. Vi har haft farten hele sæsonen, men vi har været plaget af uheld, og så er det rart, at det endelig lykkedes,” lød det fra Christian Jensen, imens han drog et lettelsens suk efter den første DM-sejr i næsten et år.
Jensen (t.h.) og Søren Tøndborg sikrede sig sent lørdag aften sejren i Sydhavsrallyet. (Foto: Jimmy Mikkelsen)
Fra den første hastighedsprøve i Sydhavsrallyet var Christian Jensen og Søren Tøndborg i front. Efter halvdelen af de 12 hastighedsprøver havde duoen et forspring på et halvt minut, men da løbet nærmede sig sin afslutning, skrumpede denne margen gevaldigt ind, og der måtte sidst pludseligt arbejdes for at bevare forspringet.
”På et tidspunkt var vi så meget foran, at vi kunne begynde at slappe af, men på de sidste hastighedsprøver, der blev kørt i mørke, begyndte vi at få problemer med ekstralyset på bilen,” forklarer Christian Jensen. ”Der var nogle udsættere, men det gik helt galt på den sidste hastighedsprøve. Da vi havde kørt de første 500 meter af prøven, forsvandt vores ekstralys helt, og så var der kun det normale lys på bilen tilbage.”
Christian Jensen og Søren Tøndborg kunne naturligvis ikke holde samme tempo som tidligere på dagen. De gennemførte den sidste hastighedsprøve på sjettebedste tid, men den var mere end 14 sekunder langsommere end den bedste tid, der blev registreret. Alligevel var det tilstrækkeligt til, at makkerparret fra Peugeot Sport Dealer Team DK kunne vinde deres fjerde generalsejr i et DM-løb. Men det blev med en margen på blot 3,5 sekund!
Sejren var også årets første i DM-regi for Peugeot Sport Dealer Team DK, der takket være Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen fra henholdsvis Viborg og Bjerringbro stadig fører i kampen om Danmarksmesterskabet efter en femteplads i Sydhavsrallyet. Men holdet må nu dele førstepladsen med Michael Pedersen og Mie Petersen, der i løbets afsluttende fase overhalede holdet i den røde Peugeot 207 Super 2000.
”Da der manglede tre hastighedsprøver, var vi et sekund foran Michael og Mie, men så var vi uheldige,” forklarer Karl-Aage Jensen. ”På prøve 10 var der et sving før mål, hvor vi kurede ud og kyssede et skilt, og så gik bilen i stå.”
På de to sidste hastighedsprøver formåede Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen at køre fra rivalerne i DM-sammen, men de kunne indhente det tabte.
”Vi satte næsthurtigste tid af alle på de to sidste prøver, for de to prøver foregik helt i mørke, og de passede mig godt,” siger Karl-Aage Jensen. ”Jeg kan ikke sige, at det er vores afkørsel, der var afgørelsen, for selv om vi slog Michael på de sidste prøver, kan det godt være, at han ville have slået os. Det var meget tæt og det var spændende.”
Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen indtager fortsat førstepladsen i kampen om Danmarksmesterskabet i rally. (Foto: Brian Juel)
Mens Karl-Aage Jensen og Freddy Pedersen nu er på en delt førsteplads i kampen om Danmarksmesterskabet, har Christian Jensen og Søren Tøndborg avanceret til en delt tredjeplads i tabellen.
”Vi halter selvfølgelig stadig noget efter i tabellen, men det er bestemt ikke blevet ringere efter lørdagens sejr. Det var faktisk perfekt, at Steen Andersen kom ind på toeren og tog point fra vores konkurrenter, så vi kan kun være tilfredse,” slutter Christian Jensen.
Peugeot Sport Dealer Team DK Læs mere om: Christian JensenFreddy PedersenKarl-Åge JensenSøren TøndborgSydhavsRally04/09/10 - SydhavsRally - DM Rally |