Helio Castroneves fra Team Penske vandt ICS løbet på Kentucky banen med det nogen vil kalde en genistreg - andre et næsten tåbeligt sats. En dristig pitstrategi gav sejren til Helio Castroneves.
På de næste pladser kom Ed Carpenter i hans Panther/Vision racer og Dan Wheldon i Panther Racing bilen.
Det var faktisk en pitstoprunde godt halvvejs i løbet der blev afgørende for udfaldet af ICS løbet i Kentucky. Hos Team Penske valgte man at lade Helio Castroneves køre nogen ekstra omgange mens stort set resten af feltet valgte at køre i pit.
Team Penske havde regnet ekstra godt efter, for det viste sig at konkurrenterne måtte i pit få omgange før mål for at tanke, mens Helio Castroneves næsten kunne cruise i mål da han havde brændstof nok på bilen.
Den mesterskabsførende Will Power måtte se sit forspring reduceret da de nærmeste konkurrenter næsten alle kom i mål før Will Power. Det endelige resultat har dermed bragt lidt mere spænding ind i ICS mesterskabet.