Sergio Perez fra Addax teamet vandt det andet løb i GP2 serien på Hockenheim. Det gjorde han foran Oliver Turvey fra iSport International der startede på pole. På tredjepladsen kom Adrian Zaugg fra Trident Racing.
Mest imponerende kørsel stod tilbagevendte Romain Grosjean for, da han fra sin startposition bagerst i feltet kørte sig op på femtepladsen, inden Grosjean kolliderede med en konkurrent og måtte udgå.
Der var som sædvanlig spændende kørsel da GP2 feltet afviklede deres andet løb i denne weekend. Oliver Turvey der startede fra pole måtte fra start se sig overhalet af et par kørere men kom tilbage på andenpladsen. Længere nede i feltet var kampen om placeringer ligeså tæt som oppe foran.
Romain Grosjean der gjorde comeback til serien i denne weekend startede bagerst i feltet, men imponerede med en utrolig flot opkørsel gennem feltet. Han nåede helt op på femtepladsen, da han i en duel med 2 andre kørere kolliderede. Det kostede både ham og Pastor Maldonado videre deltagelse. Episoden var af sådan en karakter at løbsledelsen skal se nærmere på episoden. I skrivende stund er der ikke kommet en afklaring.