Første gang Camaroen blev ødelagt, var i fredagens træning, hvor Jan Magnussen på tørvejrsdæk ramte en vandpyt på den lettere våde bane, hvorefter bilen skred af banen og over græsset. Bilen ramte muren med siden først og hastigheden ved sammenstødet med muren blev målt til 92 km/t, så både bilen og Jan Magnussen fik en hård medfart.
Men med en kæmpeindsats fik teamet bilen klar til kvalifikationen, selvom man stadig skruede stumper på bilen, da den blev rullet ud i pitlane.
Jan Magnussen, der var godt øm efter det hårde sammenstød med muren, kvitterede for teamets indsats med at sætte anden bedste tid, den bedste kvalifikation for Camaroen, der er blevet sat ind i Grand-Am i år.
Det lovede godt for løbet, men ved søndagens warm-up var det Magnussens holdkammerat Gunter Schaldach, der måtte en tur i muren. Han blev påkørt af en konkurrent, hvorefter han røg af banen og i muren.
Igen gik teamet i gang med at reparere bilen og fik den lige klar til løbet, der blev afviklet sent søndag aften dansk tid.
Jan Magnussen i Stevenson Motorsports Camaro #57 som han kørte på Daytona tidligere i år. (Foto: Jan Kaiser)
Jan Magnussen, der fortsat var øm i nakken efter uheldet lørdag, startede løbet i bilen, men lagde straks pres på den førende Corvette. Og der gik ikke lang tid, før Magnussen fik bremset sig forbi, til trods for konkurrentens ihærdige forsøg på at spærre.
Ved første pitstop kunne Magnussen aflevere bilen til Schaldach, der dog var uheldig, da det blev hans tur til at aflevere bilen tilbage.
Flere af konkurrenterne havde netop været i pit, men netop som Schaldach skulle ind blev pitten lukket grundet uheld og safetycar på banen. Det betød at Jan Magnussen kom tilbage på banen i syvende position.
Herfra kæmpede han sig frem til femtepladsen, inden han skulle passere en Porsche med Andy Lally, der ikke var på omgangshøjde med Magnussen. Han spærrede flere gange for Magnussen, til trods for det ikke var en kamp om position. Magnussen ramte hans bil bagi gentagne gange gennem et sving, da han var meget langsom og Lally mistede herredømmet og røg af banen.
Det blev af løbsledelsen takseret til en drive-through straf til Magnussen, der dermed igen mistede placeringer.
Kort efter var den gal igen, da Magnussen igen indhentede Lally. Netop som Magnussen var på vej forbi Porschen blev Magnussen påkørt tre gange og hans bil fik så svære skader, at den ikke længere kunne fortsætte i løbet og Magnussen måtte køre i pit.
”Jeg er rasende på Lally” sagde Jan Magnussen efter løbet. ”Han blander sig i en kamp, som han slet ikke er en del af. Det fandt løbsledelsen måske også ud af, for de ændrede min straf fra en stop-go til ”kun” at være en drive-trough. Men som jeg ser det, var han selv ude om det. Han blev ved at spærre for mig og var meget langsom gennem svingene, så det var umuligt at undgå at ramme ham. Om han så føler, han skal betale tilbage, da jeg igen kommer op til ham ved jeg ikke, men jeg er slet ikke imponeret over den kørsel han præsterede i dag. Løbet tegnede ellers rigtig godt og endelig har vi vist, at vi kan være med helt fremme. Jeg fik anden bedste tid i kvalifikationen i en bil, hvor vi slet ikke havde nået at lave opsætning efter mit sammenstød med muren, så det viser, at vi er på vej i rigtig retning. Men desværre fik vi i løbet ikke resultatet med hjem for vores anstrengelser”.
I næste weekend fortsætter Jan Magnussen sit hårde sommerprogram, da han kører i den Amerikanske Le Mans Serie for Corvette Racing på Lime Rock. Læs mere om: Gunther SchaldachJan MagnussenStevenson MotorsportsNew Jersey18/07/10 - New Jersey - Grand Am |