Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

MC sport

Susanne blev nummer fire på Most

MC sport 
15/07/10 

Susanne Lund Mikkelsen imponerede på sin R6’er med gode omgangstider på tjekkiske Autodrom Most i den forgangne weekend.
Allerede fredag forbedrede jeg min bedste tid med 1½ sekund og var 11. hurtigste ud af i alt 120 kørere med kun en enkelt anden 600cc foran mig. Tiden sagde 1:48.608. Det gav anledning til noget opmærksomhed, så selv folkene fra ProSpeed følte sig nødsaget til at spørge et par andre danskere, om det nu også var en kvinde, der gemte sig bag det navn?
 

Hvis fredag havde været en varm fornøjelse, blev det endnu værre både lørdag og søndag. Termometret viste 31 grader allerede kl. 9, og jeg drak den ene liter vand efter den anden, men alligevel blev jeg helt ekstremt tør i munden, hvilket er en uheldig og i sådan en hedebølge også meget ubehagelig bivirkning af adrenalin.

Tiderne blev ikke forbedret, men til gengæld fik vi justeret affjedringen lidt bedre ind, og jeg fik trods alt lidt rutine i at køre 1.48-tider.


(Foto: RacingLibrarian)

Søndag var løbsdag, og jeg var faldet ned til en 5. plads i startopstillingen ud af 37 kørere. Jeg fik en nogenlunde start, men mistede nogle placeringer, da jeg holdt lidt igen med omdrejningerne pga. en faretruende høj motortemperatur. På de næste omgange kørte jeg mig lidt op i feltet, men efter 4 omgange blev løbet rødflaget pga. et styrt i chikanen for enden af langsiden, og vi blev linet op til ny start med det samme.
Jeg fik en lidt bedre start, men nu var det tydeligt, at folk var trætte, jeg selv inklusiv, for der blev ikke rigtig kæmpet om placeringerne mere. Jeg nåede dog at bytte placering et par gange med min tyske pit-nabo, som fik travlt med hele tiden at kigge sig over skulderen. Et nyt styrt to sving før målflaget betød endnu et rødt flag, og arrangørerne valgte at annullere løbet.

Vi skulle køre et nyt løb kl. 17.30, hvor temperaturen nu var 38 grader. Min tyske ven havde gået og skulet til mig i tiden mellem de to løb og nævnt noget om, at sådan en Frau ikke skulle køre fra ham. Fint nok med mig, jeg havde set hans linjer ude på banen og var klar til kamp.
Starten gik, han oversatsede i et af de første sving og fortsatte ud i gruset. Jeg var lige i baghjulet på ham og blev trukket med ud over curben, men kom ind på banen igen. Der var gult flag og grus overalt, så med det forrige løb i baghovedet forventede jeg, at der blev rødflaget igen og fortsatte i et jævnt tempo. Efter at have passeret et par flagposter, der ikke flagede, gik det op for mig, at nu skulle det løb åbenbart bare afvikles uanset hvad, så op i fart igen og jagte ham foran mig. Jeg kom forbi, tog den meget med ro i svinget med grus, for de andre foran mig var for længst ude af syne, så nu gjaldt det bare om at holde min placering.


(Foto: RacingLibrarian)

Resultatet blev en 4. plads, en af mine bedste placeringer hidtil, og det har da givet anledning til spekulationer om, hvorvidt jeg skal forsøge mig i en hel løbsserie til næste år, for jeg føler stadig, at jeg kan hive flere sekunder af mine omgangstider.

RacingLibrarian
Susanne Lund Mikkelsen


Læs mere om:
  • Susanne Lund Mikkelsen
  • RacingLibrarian
  • Most
  •