Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

4 podiepladser

Danish
Touringcar
Challenge 

21/05/10 

Team Bauhaus Telesikring var fuldt repræsenteret med begge sine kørere på podiet efter begge DTC-heat på Padborg Park. Jan Magnussen tog en heatsejr, men det var i høj grad Casper Elgaard, som satte sit præg på en fantastisk racerdag.
 

Jan Magnussen lagde ud med at sætte hurtigste tid i en spændende Super 8 kvalifikation. Banen var våd efter det havde regnet det meste af formiddagen, men i løbet af kvalifikationen tørrede den mere og mere, så det drejede sig om at være skarp i de allersidste minutter. Det var Magnussen, som satte sig på pole kort tid før uret tikkede ud og så satte han lige en ekstra streg under ved at køre endnu hurtigere på den omgang, som han kunne køre færdig efter tidens udløb.

Alt dette måtte Casper Elgaard sidde og se på fra pitten, men han kunne se på i forvisning om, at dog var klar til at deltage i selve løbet. Hans mekanikere havde slidt til langt ud på natten for at få lagt en ny motor i BMW'en og den holdt nu klar i pitten.

Det var også Casper Elgaard, som opmærksomheden samlede sig om i dagens første heat. Fra en startposition som nummer 9 var der kun ét at gøre: Fremad! Det gjorde han så og den orange BMW satte den ene overhaling ind efter den anden. I løbet af kort tid var Casper oppe på 5. pladsen, men så begyndte det at blive vanskeligere at komme udenom konkurrenterne.

Det var dog ingen hindring - fremmarchen tog bare lidt længere tid. Efter sidste løb på Jyllandsringen fortalte Casper, at han faktisk kun havde fået én ting ud af løbet deroppe: Han havde fået god træning i sene nedbremsninger. Den træning blev fortsat på Padborg. Flere dybe hug blev sat ind heatet igennem og i mål var Casper Elgaard nået helt op på andenpladsen. "Jeg er bare så glad. Lidt over spisetid i går aftes havde jeg ingen motor og vi havde taget den beslutning, at vi ikke kom ud at køre. Men så dukkede Kristian Poulsen op med en motor og mine mekanikere smøgede ærmerne op og sled til langt ud på natten og nu har vi et godt resultat som belønning," jublede Casper Elgaard.

Kun én konkurrent fik han ikke ram på og det var Jan Magnussen. Jan var der faktisk ikke mange, som lagde mærke til i første heat, for han startede fra pole - stak afsted - og så kørte han ellers alene rundt i spidsen hele heatet. Det var dog ikke helt uden drama for Jan. "Bilen holdt op med at lade strøm, så jeg var lidt spændt på, om jeg nåede i mål," afslørede han bagefter. Det gjorde han heldigvis og den første dobbeltsejr til Team Bauhaus Telesikring var en realitet.

Det betød, at de to BMW'er skulle starte som nummer 7 og 8 i andet heat og dermed var der igen lagt op til mange overhalinger. Tilskuerne blev ikke skuffet!

Jan Magnussen slap bedst fra starten og vandt en god håndfuld placeringer og da løbet efter nogle omgange havde stabiliseret sig lå han på en andenplads med Casper Elgaard på en 5. plads. Jan udkæmpede nu en duel over mere end ti omgange med Tom Pedersen om sejren. "Tom er ikke nem. Han var hele tiden der, hvor jeg ikke ville ha' ham. Der er en enkelt gang, hvor jeg kommer indenom og er oppe på siden af ham, hvor han så lukker døren så vi rammer hinanden. Det synes jeg var lidt hårdt," fortæller Jan Magnussen om kampen, som strakte sig lige til målstregen, hvor Tom Pedersen kom først over.

Lige bag Magnussen kom Casper Elgaard, som sidst i heatet lagde et par fremragende overhalinger ind. Først på Jason Watt, som blev nappet da de to indhentede en Renault Clio, som skulle overhales med en omgang. "Jason lagde sig på ydersiden og det må man aldrig gøre. Så jeg tænkte, at det skulle straffes," smilede Casper Elgaard, som i stedet dykkede indenom både Clio'en og Jason Watt.

Jagten blev nu sat ind på Jens Møller, som Casper noget utraditionelt valgte at overhale på ydersiden i svinget efter langsiden. Oven i købet på allersidste omgang, hvor de to kom drønende side om side over målstregen - men med Casper et mulehår foran på 3. pladsen i løbet.


(Foto: Henning Smed / DanskerBiler.dk)

Således var både Jan Magnussen og Casper Elgaard på podiet både i første og andet heat og teamchef, Kent Bo Steffensen, strålede da også som en sol bagefter. "Sikken en week-end. Jeg vil godt endnu engang fremhæve teamet for en fremragende indsats. Det er ikke første gang, for de var også helt i top på Jyllandsringen, men denne gang fik vi også bare et super resultat med hjem," var hans opsummering af week-enden. Og han har ret. Jan Magnussen fører nu DTC-mesterskabet og Team Bauhaus Telesikring ligger i front i teammesterskabet.

Team Bauhaus Telesikring

Henning Smed

Læs mere om:
  • Casper Elgaard
  • Jan Magnussen
  • Perfection Racing
  • Padborg Park
  • 16/05/10 - Padborg Park - Danish Touringcar Challenge
  •