Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Rallycross - DM

Forårs-stævnemøde i Rally Cross & Cross Kart

Rallycross - DM 
29/04/10 

Motorsport Nordjylland (MNJ) kan søndag d. 9. maj præsentere et flot startfelt på 55 teams i Rally Cross Himmerland på motorsportsstadionet i Nysum. I samme arrangement blænder MNJ desuden op for DM-premieren i de hidsige Cross Karts (CK), hvor 16 CK-teams har skrevet sig på startlisten.
 


Cross Kart-kørerne får DM-premiere i Rally Cross Himmerland.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)


Morten Jespersen forsvarer de danske farver med sin Peugeot 207 Super 2000 i Rally Cross Himmerland.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Løbsleder Finn Knudsen oplyser omkring RC-startfeltet:
- Hos de firehjulstrukne RC-racere med turbo (Division 1) stiller MNJ’erne: Torben Møller og Morten Jespersen til start i henholdsvis Skoda Fabia 4x4 og Peugeot 207 Super 2000. Som et lille scoop kan vi samtidig præsentere EM-køreren: Guttorm Lindefjell fra Norge, som kører i en nybygget Skoda Fabia Super 2000.


Torben Møller har opstartet et spændende RC-projekt med sin nyindkøbte Skoda Fabia 4x4.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)


Nordmanden Guttorm Lindefjell anvender Rally Cross Himmerland til finjustering af sin nybyggede Skoda Fabia Super 2000 inden en kommende EM-satsning.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Division 3 omfatter RC-teams med tunede motorer over 2 liter, hvor hovedparten af kørerne benytter sig af baghjulstræk(-skub) samt kontrolleret firehjulsdrift. 2009 var rookie-sæson for MNJ’eren: Morten Schnack i Volvo 242, som fejrede sit første år i Rally Cross med DM-bronze:
- I al beskedenhed fremviste jeg en stigende formkurve gennem 2009-sæsonen, og jeg ser frem til at give mine ærkerivaler: Peder T. Jensen og Troels Daarbak fornyey kvalificeret modstand. Til sidst i 2009 fik jeg desuden bygget en hurtigere/kraftigere motor i raceren, og ser derfor frem til Rally Cross Himmerland på hjemmebane.


Morten Schnack går til makronerne i sin vilde og voldsomme Volvo 242.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

Division 1A omfatter tunede 1,6 liters RC-teams. Her bliver en af de spændende nyheder, at Peter Lindgaard fra MNJ har hjemført en Opel Corsa Super 1600 fra Irland til en ny RC-satsning:
- Raceren er oprindelig opbygget i rallytrim af det sjællandske Escobar Racing, og blev herefter solgt til Tyskland. Senere havnede rallybilen altså i Irland, hvorfra vi har hentet den hjem og foretaget enkelte småændringer til banebrug.

I Division 1A er MNJ desuden repræsenteret ved Mike Sørensen (Skoda 130) samt Klaus Christensen i VW Golf.

Blandt de tunede 2 liters-teams (Division 2) bliver de himmerlandske farver forsvaret af sidste års DM-bronzevinder: Allan Jørgensen i Opel Corsa.
- I min rookie-sæson: 2009 var jeg kun 3 placeringspoint fra DM-sølvet. Ambitionerne går derfor efter en højere samlet placering i 2010, men det bliver virkelig svært med DM-startfeltets største tilslutning på 18 RC-teams.


Allan Jørgensen scorede DM-bronze 2009 med sin Opel Corsa i Division 2.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I Division 2 får Allan Jørgensen følgeskab af klubkammeraterne: Jan Petersen (Opel Astra) samt Jan Jørgensen (Opel Corsa).


Peter Lindgaard skifter til Division 1A i 2010-sæsonen med en Opel Corsa.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

I talent-divisionen - den utunede 1,6 liters klasse - får flere unge kørere deres debut i Rally Cross. Startlisten kan derfor mønstre et stærkt felt på 16 chauffører fordelt på rookier samt mere etablerede kørere.


En spændende 2010-debut bliver Mikkel Jespersen i Peugeot 106 GTI.
(Foto: Åge Kirketerp Jensen)

- I 2009 fik 3 teenagere fra MNJ debut hos talenterne, fortsætter Finn Knudsen. - Fætrene: Lasse (Opel Corsa) og Kenneth Konge (VW Polo) samt Michael Andersen (Citroën Saxo) skiftede fra Folke Race, og trioen præsterede en jævnbyrdig fight i DM-serien. De får i 2010 konkurrence af klubkammeraterne: Mikkel Jespersen i Peugeot 106 samt Kasper Zylau Kristensen i Opel. Sidstnævnte er skiftet fra Folke Race, hvor han er regerende dansk mester i Klasse 1 (auktionspris: 5.000 kr.).

I talent-divisionen fortsætter desuden MNJ’eren: Claus Østedgaard i Citroën Saxo, hvor ambitioner er forbedring af den samlede 5. plads fra 2009.

Motorsport Nordjylland

Åge Kirketerp Jensen

Læs mere om:
  • Nysum
  •