Teamets to BMW-racere skulle klargøres og der ville lige netop blive tid til en enkelt test inden sæsonens første løb skydes i gang i den kommende week-end.
Testen er fastlagt til mandag, men den kan ikke gennemføres helt som planlagt og det er grundet årsager, som ingen havde drømt om for bare få uger siden.
(Foto: Team Bauhaus Telesikring)
Asken fra det islandske vulkanudbrud, som har lammet flytrafikken i det meste af Europa i de seneste døgn, betyder, at Jan Magnussen ikke kan nå hjem til Danmark fra Long Beach i USA, hvor han i week-enden deltog i ALMS-serien for Chevrolet Corvette teamet. Det blev til en andenplads for Magnussen og efter podieceremonien var det meningen at han skulle sætte kursen mod Danmark, så han kunne være på Jyllandsringen mandag. Men det blev der ikke noget af!
"Vi kan simpelthen ikke få ham hjem," fortæller Team Bauhaus Telesikrings teamchef, Kent Bo Steffensen, som ellers har arbejdet hårdt på at finde alternative løsnigner. "Vi var godt klar over, at det ikke ville være muligt at flyve direkte til Danmark, så vi har kigget på at finde en destination længere sydpå i Europa. Bare vi kunne få ham landet et sted, så han kunne køres hjem derfra. Men nej - luftrummet er lukket, og der er ingen, som kan sige noget sikkert om, hvornår og hvor meget der kommer i gang igen," oplyste Kent Bo Steffensen sent lørdag aften.
Testen på Jyllandsringen bliver dog selvfølgelig stadig gennemført. Casper Elgaard er klar til at testkøre sin BMW og der arbejdes på at finde en anden kører til at afprøve Magnussens bil. Det er vigtigt for teamet at få begge biler ud at køre, da teamets mekanikere og teknikkere har brug for al den træning, de kan få med BMW-racerne efter mange sæsoner med Chevrolet. Jan Magnussen selv, derimod, kommer ikke til at stifte bekendtskab med sin nye bil, før selve Åbningsløbet d. 24.-25. april. "Denne situation er absolut ikke ideel, men vi må se at få det bedste ud af det. Heldigvis har Jan jo kørt BMW i de seneste sæsoner, så bilen som sådan skal han nok finde sig til rette med hurtigt. Det værste er, at han ikke får lejlighed til at prøve de nye dæk, som vi skal anvende i år. Men nu må vi samle så mange data sammen som muligt på mandag og så tage en lang snak med Jan lørdag inden den officielle træning," slutter Kent Bo Steffensen.
Alt dette forudsætter naturligvis, at Jan Magnussen i det hele taget når hjem inden åbningsløbet! I skrivende stund lyder planerne på, at han lander i Paris i løbet af tirsdagen og så tager turen til Danmark - om nødvendigt pr. bil - derfra. De seneste dage har dog vist, at planer i øjeblikket kan ændre sig fra minut til minut, men lad os håbe at Team Bauhaus Telesikring er klar med begge deres kørere til Åbningsløbet. Perfection Racing Læs mere om: Jan MagnussenPerfection RacingJyllandsringen25/04/10 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge |