Formel 2 var en svær klasse med mange store talenter. Dengang var det yderligere sådan skruet sammen, at Formel 1 stjerner også til tider deltog i Formel 2 hvis kalenderen ellers passede. Noget der ikke gjorde det lettere for Tom.
Det gik faktisk ikke specielt godt, men der var trods alt lyspunkter. På Hockenheim blev han nummer 5 og fik som første dansker EM-points. Sæsonafslutningen på Albi blev endnu bedre med en fjerdeplads. En pæn debutsæson i Formel 2 – men ikke prangende. Men så kommer der pludseligt et overraskende vendepunkt i december 1972. Toms navn var nemlig blevet kendt og Team Shell Sport Luxembourg tilbød ham en god kontrakt i en helt ny Lola Chevrolet i Formel 5000 klassen.

Formel 5000 var efter min mening en rigtig fed klasse. Bilerne lignede F1 biler og var næsten lige så hurtige. Og Tom fik hurtigt etableret sig i klassen i den bedste del af feltet. Og endnu mere fedt blev det da Tom pludseligt bliver ringet op af selveste Frank Williams omkring det svenske Grand Prix 1973. Tom havde nemlig fået snakket sig til en personlig sponsoraftale med Marlboro og det ”passede” med Frank William’s team, hvor hovedsponsoren var Marlboro.
Situationen var den at den faste kører Nanni Galli pludseligt havde stoppet karrieren og det blev Toms chance. Han trådte med meget kort varsel til og gik overraskende ud og kvalificerede bilen til løbet. Det kom vist helt bag på Frank Williams og det endte sjovt nok med at Marlboro og de svenske arrangører pludseligt skulle til lommerne for at Tom kunne få lov til at deltage i løbet. Det kiksede desværre – men Tom havde markeret sig overfor Marlboro og Tom havde dem nu på sin side.
Så Marlboro pressede Frank Williams for en ny chance. Der blev det amerikanske Grand Prix på Watkins Glen. Men ak – Frank Williams havde helt ”glemt” aftalen og i stedet gik sædet til Formel 1 stjernen Jacky Ickx, da han sjovt nok var en bedre forretning for Frank Williams.

1974 sæsonen så bedre ud. Tom skulle sammen med den hollandske kører Gijs Van Lennep ”dele” en bil i nogle af løbene. Toms første chance var i Syd Afrika. Han fik til Frank Williams store fortrydelse kvalificeret bilen. Men da starten gik virkede koblingen pludseligt ikke. Yderst heldigt for den økonomisk trængte Frank Williams – han fik nemlig de dengang så vigtige startpenge og sparede både bil, dæk og motor.
Toms næste chance var det næste Grand Prix i Spanien. Men der var til det løb flere kørere end pladser på gridden. Og uden seriøs adgang til de dengang så vigtige ”bløde qualify” dæk kunne Tom ikke komme blandt de 25 hurtigste. Men Tom fik flere chancer af Marlboro. Den næste var på ”hjemmebanen” – det svenske Grand Prix. En fin kvalifikation – 21 ud af 26. Men katastrofen indtråde søndag morgen under opvarmningen.
Baghjulsophængningen kollapsede og bilen var smadret – men Tom var heldigvis uskadt. Tom fortalte mig senere at det var hans største uheld i karrieren. Sidste mulighed var at Marlboro købte den anden Williams racer fri til Tom. Den blev kørt af ikke-talentet Richard Robarts. Han fik en tilstrækkelig stor pose penge af Marlboro og endeligt kom Tom til start. Og han kørte en kanongodt løb. Motoren var ikke blandt de bedste, men den var til gengæld holdbar. Og der var mange der udgik med defekter. Men Tom holdt hele vejen hjem til en meget flot 8. plads. Men dengang var der kun points til de seks første. Tom har siden fortalt mig at der ikke var ret langt op til Graham Hill på 6. pladsen – men træerne voksede trods alt ikke ind i himlen den dag.

Den danske 8. plads i Formel 1 holdt helt frem til Monaco 1997, hvor Magnussen bliver 7’er.
(Foto: Grand Prix Photo)

Nu så det lige pludseligt rigtigt godt ud for Tom og næste chance var Brands Hatch, som Tom kendte som sin egen bukselomme. Tom klarede sig fint i de første træningssessioner. Men igen varede glæden kort. Da den afgørende session blev afholdt var det uden Tom.
Førstekørerens bil var ”i stykker” og sjovt nok fik han så Toms bil. Der var blevet kørt masser af gummi i banen som derfor var blevet hurtigere end i de forrige sessioner og Tom kunne så bare stå uden for og se på at hele feltet satte bedre og bedre tider. Det blev slutpunktet for Toms formel 1 eventyr. Han var vist faktisk blevet lovet en ny Williams F1 chance af Marlboro, men lysten var væk.

Tom vendte tilbage til Formel 5000, men det blev aldrig det samme igen. Lyset var blevet slukket. Tom fortsatte et par sæsoner med sit eget Formel 5000 team, men han kunne slet ikke skaffe de nødvendige penge til at være med fremme. Der blev faktisk lavet en fremragende dokumentarfilm ”Med i ræset” af dokumentarmesteren Poul Martinsen som virkeligt forstod at være ”fluen på væggen” og han kommer i filmen utroligt tæt på personerne.

I stedet tændtes et andet lys. Tom startede en müsli produktion i det små. Men det blev en stor succes og Tom endte som millionær. Et mærkeligt tilfælde. Normalt bliver sportsfolk millionærer på deres sport for derefter typisk at få fiasko som ”forretningsmand” og nogle gange miste formuen på det – her var det lige præcis den anden vej rundt. Nok noget med at Tom som sportsmand altid var den som selv skulle skabe resultaterne ved benhårdt arbejde og ofte i strid modvind. Det er nok kommet ham til gavn mange gange senere i livet.

Læs mere om Tom Belsø.

Allan Nielsen