- Inden for alle sportsgrene er det altid vigtigere/sjovere at slutte blandt top tre frem for at score ærefulde fjerde- og femtepladser, forklarer Nils K. Vestergaard. - Inden FFB-finalen lå jeg på en delt tredjeplads. Herudover var der fornuftige chancer for at hjemkøre FFB-sølvet, såfremt toeren: Jeron Mul fik problemer.
Racingteam Vestergaard har været racing-ambassadører i den spektakulære vesteuropæiske FFB-serie gennem 3 år. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Nils følte sig fornuftigt forberedt til slutspurten, supplerer teamchef Gert Vestergaard. - Dog er det altid godt at træne lige op til en løbsweekend, fordi det giver mulighed for at justere set uppet ind til de aktuelle vejrforhold. I øjeblikket er Nils i fuld gang med en et års praktikperiode ved Formel 1-teamet: Force India, som i parentes bemærket har oplevet et stort gennembrud her i efteråret. Derfor får man som allerlavest i rangfølgen ikke bare lige lov til at holde fri i utide, specielt fordi Formel 1-teamet er midt i 2009-slutspurten omkring udviklingen af nye og afgørende detaljer.
Nils K. Vestergaard hastede derfor til FFB-finalen fra England efter en lang uges udviklingsarbejde, hvor løbsweekendens første opgave derfor var kvalifikationstidtagningen.
- Vi blev nok drillet lidt af den kolde og fugtige asfalt tidligt på formiddagen i Zandvoort, fortsætter Nils K. Vestergaard. - Vejret kan være lidt ustabilt i sanddynerne, fordi motorbanen kun ligger et langt stenkast fra Nordsøen. Til første løbsheat i finale-weekenden begyndte det således at småregne, hvorfor løbsledelsen dikterede såkaldt 'wet race'.
Nils K. Vestergaard har i 2009 kørt sig helt frem blandt frontrunnerne i Formula Ford Benelux. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
- Til hver løbsweekend får hver kører tildelt en kvote på 6 tørvejrs racing-dæk (2 for- og 4 bagdæk), oplyser Gert Vestergaard. - Kvotetildelingen sker for at holde racing-udgifterne lidt nede, fordi de ”rigeste” teams ellers kan drage fordel af nye dæk i hvert eneste heat. Med WET RACE får man lov til anvendelse af regnvejrsdæk, som er lidt blødere og hurtigere kommer op på arbejdstemperatur.
Hovedparten af startfeltet valgte alligevel at forblive på tørvejrsdæk. Det skete også, fordi man ikke tidsmæssigt kunne nå at omstille hele Formel Ford-raceren til regnvejr, men kun havde mulighed for selve dækskiftet.
- Jeg fik en god start i det første FFB-heat og kørte mig hurtigt op på tredjepladsen, konstaterer Nils K. Vestergaard. - Støvregnen holdt samtidig hurtigt op, hvorfor tørvejrs-dækvalget viste sig at være rigtigt. Jeg kom derfor hjem over målstregen som firer, og samtidig sluttede mine nærmeste konkurrenter til FFB-bronzen længere nede på resultatlisten.
Strategien for Nils K. Vestergaard var derfor at hjemkøre de allersidste placeringspoint i finaleheatet for at bringe FFB-bronzen sikkert hjem til Fyn:
- Jeg startede ud som firer i finaleheatet, og havde nogle drabelige dyster med min ærkerival Michel Florie, som er flerfoldig mester i FFB-serien. Han smuttede forbi på de sidste baneomgange, men jeg kom sikkert hjem på femmeren. Fordækkene var åbenbart blevet ødelagt i det første FFB-heat, og jeg kørte således nogle langsommere omgangstider end normalt på Zandvoort.
Nils K. Vestergaard hjemkørte en flot bronzemedalje i Formula Ford Benelux 2009-serien. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Slutresultatet blev bronzemedalje for Nils K. Vestergaard i både Formula Ford Benelux 2009-serien samt det åbne hollandske mesterskab.
- Som et lille skulderklap har Force India efterfølgende givet mig fri til træningen ved det uofficielle verdensmesterskab i Formel Ford på Brands Hatch i England, afslutter Nils K. Vestergaard. – Det er tredje gang, at jeg deltager i dette spektakulære motorløb, hvor frontrunnerne i de respektive Formel Ford-serier afgør sæsondysten.
Nils K. Vestergaard ser frem til at præge Formel Ford Festivalen på legendariske Brands Hatch i England. (Foto: Åge Kirketerp Jensen)
Målsætning for Nils K. Vestergaard er en slutplacering i top ti. I 2008 blev resultatet en 15. plads, hvorimod udenlandsfynboen udgik af finaleheatet i 2007.
Racingteam Vestergaard Åge Kirketerp Jensen Læs mere om: Nils K. VestergaardRacingteam VestergaardZandvoort |