ALMS 06/08/09
|
|
Jan Magnussen er i den kommende weekend klar til at tage hul på et nyt kapitel i eventyret med Corvette Racing. Efter at Corvette Racing i 10 år har deltaget i sportsvognsracing i GT1/GTS klassen med stor succes, så faldt konkurrenterne fra og Corvette Racing har derfor skiftet fokus til GT2 klassen, hvor man glæder sig til at få konkurrence fra Ferrari, Porsche, BMW, Aston Martin, Jaguar, Viper, Panoz og Ford. |
Teamet har bygget en helt ny bil efter GT2 reglementet og i weekenden debuterer den i den Amerikanske Le Mans Serie på Mid-Ohio. Bag rattet på de to Corvetter der debuterer, sidder teamets sædvanlige kørere. Jan Magnussen danner atter makkerpar med amerikaneren Johnny O’Connell i bilen med nummer 3 og i Corvette nummer 4 sidder Oliver Gavin og Olivier Beretta.
Chevrolet Corvette C6.R GT2. (Foto: General Motors)
Debuten imødeses med stor interesse, da Corvette Racing i sine 10 år i GT1/GTS har høstet stor succes med 6 Le Mans sejre, 77 løbssejre og 8 mesterskaber. Siden Jan Magnussen debuterede for Corvette Racing på Sebring i 2004 – og i 2007 blev teamets fuldtidskører – har den danske racerstjerne bidraget med 4 Le Mans sejre, 13 løbssejre og 1 mesterskab.
GT2 bilens karrosse er bygget præcist op efter Corvettes stærkeste gadebil, Corvette C6 ZR1. Bilens bemaling er ny, men designet benytter de genkendelige Corvette farver, gul og sort. Netop genkendeligheden, selvfølgelig særligt ligheden mellem racerbilen og gadebilen, er vigtig for Corvettes deltagelse i sportsvognsracing. I forbindelse med moderselskabet General Motors store økonomiske vanskeligheder i starten af året, har alle kroge af GM’s aktiviteter været kigget igennem og de ikke rentable afdelinger er lukket.
Mark Kent, der er ansvarlig for GM’s raceraktiviteter, forklarer fortsættelsen af Corvette Racing.
”Når det kommer til Corvette Racing, så er det en motorsportsplatform, der giver en betydelig omsætning tilbage til GM, alene grundet det antal biler vi sælger, blot ved at deltage i motorsport. Derudover kommer de ting som vi kan lære af racing og overføre til vores gadebiler og vice versa. Corvette Racing er et firma vi holder fast i. Det er meget værdifuldt for GM og vi ser meget frem til vores program i GT2.”
Motoren i den nye Corvette C6.R er en 6 liters V8 motor med ca. 470 HK. I 2010 skiftes motoren, i henhold til det nye reglement, ud med en V8 motor på 5,5 liter.
Bremserne på GT2 bilen er også anderledes end på GT1 bilen, da der nu skal køres med stålbremser mod tidligere kulfiberbremser.
Bilen er selvfølgelig bygget op som en helt ny bil efter GT2 reglementet, men af andre væsentlige ændringer, er der mindre hjælp med aerodynamikken, hvilket blandt andet ses på bagvingen, der er blevet mindre.
Chevrolet Corvette C6.R GT2. (Foto: General Motors)
Jan Magnussen, der ved et par lejligheder har testet den nye bil, glæder sig naturligvis til at debutere den nye bil.
”Jeg glæder mig helt vildt. Jeg ved, at vi har bygget en god bil, men hvordan vi ligger i forhold til de andre, ved vi ikke endnu. Vi ved, vi er superstærke i pitstop og vi har nogle stærke kørere, men de mandskaber vi er oppe imod er også absolut topprofessionelle. En ting er sikkert og det er, at det bliver tæt ræs og vi har forberedt teamet på, at der kan blive byttet maling med de andre biler i nærkampene… Selvom bilen har lidt færre hestekræfter end GT1 bilen, så synes jeg faktisk, den er sjovere at køre. Vi har mindre downforce, så der skal arbejdes lidt mere med rattet. Topfarten er næsten den samme, da vi har mindre vindmodstand, men til gengæld skal vi før på bremsen, hvilket selvfølgelig også skyldes de nye bremser. Men lige nu så glæder vi os bare til at komme på banen og sammenligne vores tider med konkurrenternes og se om vi har gjort vores arbejde ordentligt. Kan vi køre en podieplads hjem i vores første løb, så vil det være en succes.”
Løbet på Mid-Ohio køres lørdag den 8. august (natten til søndag dansk tid). Læs mere om: Jan MagnussenJohnny O'ConnellOliver GavinOlivier BerettaCorvette RacingMid-Ohio08/08/09 - Mid-Ohio - ALMS |