Lada giver deres nye bilmodel, Priora, debut i Porto når WTCC i weekenden kører en afdeling af mesterskabet. I første omgang kommer der kun en af de nye biler på banen, og den skal køres af den tidligere BTCC mester og flere gange vinder i WTCC, James Thompson, som vi også kender fra DTC i Danmark.
Lada har udviklet på deres gamle model løbende og for få løb siden fik bilen en ny motor, men man har erkendt at tiden er ved at løbe fra bilmodellen trods det at man har opnået forbedringer. Sideløbende har man så udviklet den nye Priora til race, og nu er det tiden til at give den debut.
Den nye Lada Priora (Foto: Ladasport-RBM)
I de seneste afdelinger har teamchefen, Viktor Shapovalov, selv kørt for teamet, men med den nye model viger han pladsen til fordel for James Thompson, som man må sige har stor erfaring i touringcar. Teamets andre to kørere, Jaap Van Lagen og Kirill Ladygin, får først den ny Priora når WTCC kommer til Oschersleben i Tyskland.
James Thompson i sin nye "uniform" (Foto: Ladasport-RBM)
Det bliver nok ikke verdens nemmeste debut. Lada har ikke fået testet bilen som man har ønsket, og der venter især James Thompson et stort arbejde. Udover at han skal teste bilen, skal han også lære den at kende, så det bliver en stejl indlæringskurve for englænderen. Men han plejer at være ret ukuelig, så mon ikke at Lada generelt set får stor gavn af James Thompson. Teamet får dog ikke glæde af James Thompson i hele sæsonen. Han har jo forlængst lavet aftale om at køre i DTC for Hartmann Racing, så derfor går James Thompson glip af i hvert fald 2 afdelinger i WTCC. Dons
Læs mere om: James ThompsonRussian Bears MotorsportPorto (gadeløb)05/07/09 - Porto (gadeløb) - WTCC - FIA VM |