Selve kontraktunderskrivelsen fandt sted onsdag under Synergi ’09-messen hos Unimerco i Sunds, hvor Team Telesikring spiller en meget central rolle. En af teamets DTC-racerbiler er udstillet på messen, hvor John Nielsen både i går og i dag har holdt foredrag om sin motorsportskarriere, ligesom der på messen bliver kørt gokart-race i en Unimercos haller.
- Jeg glæder mig rigtig meget til igen at være en del af dansk motorsports succeshistorie, nemlig DTC, efter at have siddet over i 2008, fortalte John Nielsen i forbindelse med kontraktunderskrivelsen.
John Nielsen og Peter Ager
- Team Telesikring var ny i motorsporten sidste år og viste med sine kørere Tom Pedersen og Peter Ager rigtigt flotte resultater på banerne, men så sandelig også på deres marketingside og sponsorplejen. Med den tillid teamet sætter i mig, vil jeg give den hele armen, for sammen med dem at stå på podiet, når det sorthvide flag for sidste gang slutter sæsonen af.
Imponerende generalieblad
John Nielsen er en af dansk motorsports mest succesrige kørere. Tre gange vandt han Europa Cuppen i Formel Super VW, og siden har han bl.a. sejret i Macaus gader og taget sejren i den verdensomspændende BPR-serie for sportsvogne. I 1990 blev han den første dansker nogensinde, der vandt det legendariske 24-timers løb på Le Mans.
- Jeg var med fra starten i 1999 i DTC og har tre gange sluttet i mesterskabet på en tredjeplads samt to gange som nummer to. Målsætningen for Team Telesikring og mig selv er ganske klar for i år. Vi skal have en top 3-placering, slår John Nielsen fast.
Det er ikke kun John Nielsen, den kommende sæson kommer til at byde på et gensyn med. Også hans gamle startnummer vender tilbage.
- Jeg kørte med 33 på siden af bilen fra 2005 til 2007, hvor jeg tog ni sejre, forklarer John Nielsen. – Og jeg har tænkt mig at fortsætte med at vinde, og jeg er overbevist om, at jeg kommer til at gøre det med startnummer 33.
Glad for aftalen
Team Telesikring blev skabt op til 2008-sæsonen, hvor man gik ind i Danish Touringcar Championship med Tom Pedersen og Peter Ager som kørere af holdets to biler. Teamet vandt fire af sæsonens løb, og Tom Pedersen sluttede mesterskabet på femtepladsen. Her er man glad for aftalen.
- Team Telesikring er et ungt team i motorsporten, men alene det faktum, at John Nielsen viste interesse i at gå i dialog med os, var et stort skulderklap for os, siger teamejer Ejgil Egsgaard.
- At John Nielsen så har valgt at skrive kontrakt med os for 2009, bekræfter blot, at vi nu er et etableret team. Aftalen med ham følger også i god tråd med alle de andre aktiviteter, som Telesikring beskæftiger sig med. Indenfor vores områder vil vi være bedst, og det opnår man kun, når man har de bedste samarbejdspartnere og medarbejdere. Og det har vi.
Team Telesikring Racing
www.telesikringracing.dk Læs mere om: John Elgaard NielsenTeam Telesikring Racing |