Selvsagt køres der ikke på Indy ovalen, hjemsted for et af verdens mest berømte motorløb – Indy 500 – men på den Grand Prix racerbane, som blev bygget, da man forsøgte at introducere Formel 1 for amerikanerne.
Der køres ikke Formel 1 i Indianapolis længere – mest fordi sporten ikke appellerer til det amerikanske publikum, som er vant til åbne ryttergårde og let tilgang til stjernene. Hér passer MotoGP bedre ind og ikke mindst på grund af de tætte dyster og spændende race, der er en vigtig del af MotoGP verdensmesterskabet, er der store forventninger til premieren i ”Bil-land”.
Det, der venter det amerikanske publikum, er en dyst mellem de to bedste i årets VM: Fiat Yamahas 7-dobbelte verdensmester, italieneren Valentino Rossi, og Ducatis regerende verdensmester, australieren Casey Stoner. Hvis Rossi scorer blot et enkelt point mere end Stoner, vil italieneren kunne tage VM-titlen i det efterfølgende Grand Prix. Alene af den grund vil Stoner gøre alt, hvad der står i hans magt for at slutte i mål foran rivalen, for i det mindste at holde liv i årets Verdensmesterskab et par løb endnu.
Med den italienske mega-stjerne, Fiat Yamahas Valentino Rossi i spidsen, indtager MotoGP feltet Indianapolis i denne weekend – for første gang nogensinde. (Foto: Scandinavian Racing Press)
Men der er ingen hemmelighed, at efter overbevisende kørsel fra Rossis side i de seneste Grand Prix’er, skal der mere end sort uheld til for at fravriste ham VM-titlen i år. Grand Prix’et i Indianapolis er årets femte sidste, Rossis VM-forspring er på 75 points og man får 25 for en sejr.
Udfordringen i USA er stor for alle. Det er første gang man kører på banen, ingen har testet der før og ingen besidder data om opsætningen af motorcyklerne på forhånd. Det kan meget vel vende op og ned på billedet og bringe kørere, der sædvanligvis befinder sig bagest i feltet, højere op og omvendt.
”Det er den ene ting,” siger Valentino Rossi forud for løbet. ”En anden er det faktum, at asfalten skulle være ret hård ved dækkene.” Det betyder at løbet, som afvikles søndag aften dansk tid, meget vel kan blive afgjort af dækvalget.
VM-stillingen forud for weekend’ens løb:
1. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 262 pts.
2. Casey Stoner (AUS), Ducati, 187 pts.
3. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, 185 pts.
4. Jorge Lorenzo (SPA), Fiat Yamaha, 140 pts.
5. Andrea Dovizioso (ITA), Honda, 118 pts.
6. Chris Vermeulen (AUS), Suzuki, 110 pts. Scandinavian Racing Press i samarbejde med Eurosport og Fiat YamahaVivi Siiger og Søren Clauding Læs mere om: Valentino RossiIndianapolis Motor Speedway14/09/08 - Indianapolis Motor Speedway - Moto GP |