Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Special Saloon Car SS1

Sommerferie!

Special Saloon Car
SS1 

14/08/08 

8 ugers pause var lige noget KC Motorsport havde brug for oven på en mildt sagt skuffende weekend til festivalen på Djursland. Ikke mindst Vejby havde noget på bilen, der skulle rettes – og ikke kun skader han pådrog bilen ved et bremsesvigt.
 

En ellers ny pumpe til oliekøler på bagtøj var ”stået af”, med det resultat at bagtøjet var gået samme vej. Motoren havde for vane at ligge meget tæt på det røde felt i temperatur, så en ny blæser til køleren var indkøbt til det formål. Nå ja – og så bremserne skulle have den store gennemgang – for godt nok var det, det eneste der ikke drillede i det sidste heat på Djursland, men det skulle de heller ikke gerne igen – ”det er fa…. uhyggeligt når det sker!” som Christian udtrykte det.


Vejby er selv chefmekaniker.
(Foto: Henning, KC Motorsport)

Bagtøjet viste sig heldigvis muligt at reparere, med hjælp af en specialist. Og så er bilen jo heller ikke helt ny – i hvert fald ikke i denne branche – og en del knubs er det blevet til, så en tur i celette-bænken, og få den målt op, er det også blevet til i sommerpausen. Det viste sig, at bilen ikke havde lidt den store overlast.


VM Karosseri i Sæby havde en ledig lift og udstyret i orden, og med 2 professionelle og 2 glade amatører til at arbejde, bliver der produceret lidt.
(Foto: Henning, KC Motorsport)

Ellers er der blevet målt, vejet, sporet og hvad ved jeg, til den store guldmedalje på begge biler, så til testdagen på Jyllandsringen den 1. aug., skulle vi bare konstatere, at vore bestræbelser var i orden.


Klar til at køre til test – det er da et flot vogntog!
(Foto: Henning, KC Motorsport)

Testen startede fint, rigtig godt vejr – lidt for varmt, men med tider på mellem 1.18 og 1.19 var der noget der skulle forbedres, nå men vi skulle jo også lige i gang igen efter ferien! Og nå ja – vi var kørt ud på normalt dæktryk, så efter der kom varme i dækkene, begyndte de vist at ”sejle” lidt. Til andet testpas kom Vejby tidligt ud, motoren blev varm. Hvad nu, vi havde jo lige monteret større blæser, men den kørte ikke. Det viste sig, at den kørte på samme sikring som pumpen til oliekøleren på bagtøjet – den var stået af igen, og havde slået sikringen. Så måtte der arbejdes lidt igen. Vi havde heldigvis en ekstra brændstofpumpe, der kunne bruges i stedet.


Den første pause gav ikke anledning til den store dramatik, vi fik dog besøg af Nille.
(Foto: Henning, KC Motorsport)

Kim havde i sommerpausen været i kontakt med Peter Ager fra team Telesikring, og da han var i nabolaget, kunne han ikke sige nej til at komme ud at køre lidt race, mod at komme med kommentarer og gode råd. Og Peter har erfaring med bilmodellerne på et lidt højere plan, så det burde kunne give lidt. Først var han ude at prøve Kims bil, hvilket ikke gav anledning til en masse rettelser, faktisk var der steder på banen, hvor han mente Kims kørte bedre end hans egen. Dog mente han, vi var for nærige med dækkene til test.


Peter Ager fjernede nogle sekunder i forhold til Kim og Christian – han var også svær at fange med kameraet.
(Foto: Henning, KC Motorsport)

Christian var ikke kommet længere ned i omgangstiderne, og for at prøve noget, flytte vi en stabilisator, hvilket ville gøre den lidt hårdere. Det passede dog ikke Ager, han kunne slet ikke få det til at køre, og kom ret tidligt ud. Vi ville stille den tilbage hurtigt, så der kunne testes videre, men det viste sig, at stabilisatoren var vredet omkring og havde knækket sig af undervognen, så der blev ikke testet mere den dag for Christian vedkommende. Kim havde skiftet dæk, og det fik gang i ham. Flere tider på godt 1.14 (taget med håndstopur ganske vist) viser at Kim vil til at være med i ”legen” igen. Der er selvfølgelig lidt usikkerhed i den slags tidtagninger, men det er vist heller ikke mange SS1 vogne, der har været under 1.15 på Jyllandsringen.



Gad vide hvor mange hestekræfter det koster at lyddæmpe bilerne til test? BMWén er faktisk værst foran, derfor tapen for indsugningen.
(Foto: Henning, KC Motorsport)

Kim er vist kun kørt hjem for at pudse bilen til Grand Prix’et, hvorimod Christian har haft travlt for at blive klar.


Den sidste dekoration er også kommet på – det skal se ordentlig ud!
(Foto: Henning, KC Motorsport)

Mens dette skrives, bliver bilen forhåbentlig gjort klar. Vi ses til flot, fair og spændende race til Grand Prix’et på Jyllandsringen den kommende weekend,- forhåbentlig kommer vi med fejlfrie biler.

Henning, KC Motorsport


Læs mere om:
  • Christian Vejby
  • Jyllandsringen
  • 17/08/08 - Jyllandsringen - Special Saloon
  •