Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Volkswagen Polo Cup Danmark

Begejstret for Polo Cuppens principper

Polo Cup - DK 
05/06/08 

Jan Seerup valgte at skippe gokarten til fordel for Volkswagen Polo Cuppen
Volkswagen Polo Cuppen adskiller sig markant fra alle de andre klasser, man i weekenden kan opleve ved Juniløbet på FDM Jyllandsringen.
 

Hvor det enten er et stort team eller racerkøreren selv, der ejer køretøjet og skal sørge for, at den er klar til start, er huskelisten meget mindre for deltagerne i Volkswagen Polo Cup. De skal blot medbringe deres styrthjelm, personlige kørerudrustning samt en gyldig licens fra Dansk Automobil Sports Union. Resten har andre ordnet.

”Konceptet i klassen passer mig godt, fordi det hele bliver serveret for dig,” siger Jan Seerup, Greve. Efter et par sæsoner i gokartsporten har han i denne sæson valgt at prøve kræfter med Volkswagen Polo Cup.


Ligesom alle de andre i klassen har Jan Seerup blot styrthjelm, køredragt og licens med på FDM Jyllandsringen i weekenden. Bilerne holder nemlig og venter på ham og konkurrenterne.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

”Der er mange, som nævner prisen pr. løb, men de glemmer, hvad en racerbil koster fra ny og alt det andet, som skal til for at køre i de andre klasser. Man skal have transporter, telt og reservedele. Her kommer man med sin hjelm og sin dragt, og så får man prøvet racerverdenen, og er man så uheldig at få lavet en bule, så må man tage den derfra,” siger Jan Seerup.

Men egentlig er det lidt tilfældigt, at han i år deltager i Volkswagen Polo Cuppen.

”Jeg har kørt gokart i samme klasse som Henrik Spellerberg, og han præsenterede mig også for Spider Cuppen, men jeg synes, at budgettet var for stort. En kammerat skulle så på racerskole for at have licens, og så tog jeg med og deltog. Vi lejede hver en Polo Cup-racer, fordi vi ikke selv havde en racerbil, og da vi var færdige, var vi begge enige om, at det var drøn morsomt.”

Jan Seerup har altid haft en brændende fascination for motorsporten, men det var svært at få drømmen om selv at deltage til at blive til virkelighed. Men for to år siden kastede han sig så over gokartsporten, hvor han deltog i Futura-klassen.

”Hele omvæltningen kom i, at man bliver 35 år, og så skal der altså ske noget. Enten skulle det være nu, eller også ville der aldrig ske noget,” indrømmer Jan Seerup om sin sene motorsportsdebut.

”I gokart har jeg holdt mig jævnt godt i feltet, og jeg blev så toer i Rok Cuppen sidste år, så jeg kunne komme til Italien, hvor jeg skulle møde deltagere fra de andre lande. Men når man så skal køre mod en italiener, der er halvt så høj og som vejer 18 kg mindre, kommer man til kort. Jeg er 186 høj, og uanset hvad jeg gør, så ville jeg ikke kunne smide de kilo, der skal til.”

”Når man står i den situation, ved man ikke rigtigt, hvad man skal, for i gokart siger alle formelbiler, men det duer heller ikke. Så var det bedre med Polo Cuppen som et første skridt, og så må vi se, hvad det kan blive til næste år.”

For en måned siden kørte Jan Seerup sit første løb i klassen og i weekenden skal han i aktion igen, og det glæder han sig til.

”Jeg var bedste debutant på Jyllandsringen, og det blev til en ottendeplads i første løb. Det er okay, og det var en ret positiv oplevelse,” siger den tidligere gokartkører.

Stillingen i Volkswagen Polo Cup:

Plac.KørerPoint
1.Brian MikkelsenVejle20
2.Christoffer ØsterbyVirum17
3.Thomas FaraasNorge15
4.Henrik LarsenGudbjerg13
5.Anders FjordbachAalborg11
6.Dennis ElgaardFarsø10
7.Preben MøllerHavndal9
8.Jan Henrik SeerupGreve Strand8
9.Kenny BremerstentKolding7
10.Lars Erik JensenSkanderborg6
11.Ruben PadkjærEgtved5
12.Kasper BordingRanders4
13.Jesper LaugesenÅrhus3
14.Peter GöbelTyskland2

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jyllandsringen
  • 08/06/08 - Jyllandsringen - Polo Cup - DK
  •