Grindsted-teamet opnåede to femtepladser i Bel-Ray SSC Challenge, hvor Jens Ole Mathiesen (Grindsted) gjorde comeback, mens teamets to nye kørere i Danish Touringcar Championship, Joachim Stephansen (Sønder Omme) og Kasper Jensen (Aalborg), imponerede, selv om de begge måtte opgive at fuldføre finalen.
De bedste takter viste Kasper Jensen. Han scorede to top 3-pladser i privatcuppen, ligesom han også blev noteret for en andenplads blandt de professionelle, da det i det andet heat helt uden problemer lykkedes ham at holde alle konkurrenterne bag siden med undtagelse af vinderen Jan Magnussen.
Kasper Jensen havde farten ved årets første DTC-løb. (Foto: JM Racing)
”Lørdag havde vi nogle problemer med bilen, så jeg havde ikke regnet med, at vi kunne få det udbytte af søndagen, som vi fik,” siger Kasper Jensen. ”At køre førstepladsen i privat cuppen hjem var perfekt, og så at få en andenplads i det andet kvalheat var selvfølgelig også perfekt.”
At der var fart i nordjyden viste omgangstiderne fra andet heat også, hvor han var blevet noteret for femtebedste tid. Resultaterne betød alt sammen, at nordjyden skulle starte finalen fra femte position som bedste privatkører, men desværre blev det gode udgangspunkt ikke udmøntet i nogen konkrete resultater.
”Der var megen tumult i starten, og jeg fik et hug, så jeg punkterede. Jeg røg så i noget tumult og blev nødt til at udgå, og det var en lidt sur afslutning på dagen. Men efter at blodsukkeret var faldet og jeg havde reflekteret over det hele, synes jeg faktisk, at udbyttet har været ret godt. Vi er nået længere, end vi regnede med, da lørdagen var omme.”
JM Racings anden kører i DTC i år er debutanten Joachim Stephansen, og selv om hans BMW 320i E46 hører til blandt de ældste biler i feltet, imponerede han alligevel mange kørere med sin hurtighed. Men det var også et helt nyt game for ham.
”I første heat var det første gang, jeg skulle starte, og det var svært at finde ud af, hvor meget man skulle holde på, og hvornår man skulle overhale, så det endte med, at jeg kom for sent af sted, så jeg snurrede. Jeg kørte mig op og kørte også femtebedste tid i det heat, så farten fejlede ingenting der,” forklarer Joachim Stephansen, der også i andet heat blev overrumplet i starten.
”I tredje heat kører jeg mig nogenlunde op, og på et tidspunkt har Jesper Sylvest og mig en fight, og på et tidspunkt rammer han mig, så hele baghjulsophænget ryger af en omgang efter, og så udgår jeg. Jeg har snakket med Sylvest, og vi har fået episoden ud af verden, men det var en debut, der gik jo lidt op og ned, kan man sige.”
Sidste kører fra JM Racing, der var i aktion, var Jens Ole Mathiesen, der efter et års fravær vendte tilbage til Bel-Ray SSC Challenge med sin BMW M3 3.2. Han endte med to femtepladser i et felt, der denne gang var meget stærkt, da mange kørere var konkurrencedygtige og gennemførte.
”I vinterens løb har vi lavet nogle ting om ved motoren, som gjorde, at jeg manglede power, når jeg skiftede gear,” siger Jens Ole Mathiesen. ”Lige ud kan selv en oldemor køre, men i svingene hentede jeg de andre. Men det problem skal vi nok få løst, og for mig er det vigtigt at lære bilen at kende igen. Vi tror, at den får for lidt at leve af. Men jeg havde en god weekend.” JM Racing Læs mere om: Jens Ole MathiesenKasper Mengers AndersenJM RacingJyllandsringen04/05/08 - Jyllandsringen - Danish Touringcar Challenge - DTC mesterskabet |