"Med det nye samarbejde med Burn Intense Energy er vi garanteret mod væskemangel og har samtidig sikret os god energi til løbene," smiler sponsorchef Bent Hougaard efter en weekend, der viste, at opskriften på succes i DTC er lige så svær som opskriften på en god energidrik.
Og Burn vil der blive drukket mange af i den kommende tid i Poulsen Motorsport, hvis fire BMW-kørere ikke havde det helt store held i DTC-sæsonstarten på Jyllandsringen.
Mester på overarbejde: Michel Nykjær ligger på femtepladsen efter første løb til DTC, men stiler mod toppen i anden afdeling. (Foto: Poulsen Motorsport)
Den forsvarende mester Michel Nykjær ligger efter første løbsweekend på en femteplads i mesterskabet. Han var plaget af et ikke helt optimalt setup samt gearkassedefekt og blev desuden tilkendt en strafbane for påkørsel af en anden deltager. Endvidere er han idømt et tillæg på fire startpositioner ved første heat i næste DTC-afdeling.
"Jeg er ikke enig i den straf, men nu vender vi blikket fremad, der er masser af løb til at få tingene på plads," siger Michel Nykjær. "Hastigheden har vi."
Teamejer Kristian Poulsen har som mål at blive blandt de tre bedste i privatcuppen, og allerede nu ville han ganske problemfrit have ligget forrest, hvis ikke han i tredje heat var blevet påkørt så hårdt af to andre kørere, at han måtte udgå. Kristian Poulsen har potentialet til topplaceringer i DTC.
Mistede føringen: Kristian Poulsen ville have ligget i spidser for privatkørerne, hvis ikke han var blevet kørt af banen af to konkurrenter. (Foto: Poulsen Motorsport)
Irske Emmet O'Brien, der har bragt Burn med som partner til teamet, måtte på grund af elektrisk defekt starte fra pitlane i første heat, og med det handicap var der dømt op ad bakke for ham resten af dagen. Hans heatplaceringer blev 19, 14 og 13, hvad der lover godt for næste løb, hvor han kan forvente en meget bedre startplacering i første heat.
Burn out fra pitlane: DTC-debutanten, irske Emmet O'Brien fik en sej start, men har lysere udsigter for næste løb. (Foto: Poulsen Motorsport)
Jesper Sylvest var dagens uheldigste i teamet, idet hans nye racer blev særdeles hårdt påkørt af en konkurrent i tredje heat. For Jesper Sylvest betød det en omfattende reparation inden næste løb, mens konkurrenten blev idømt stop-and-go-straf for påkørslen.
Sendt til reparation: Jesper Sylvest, den første DTC-mester nogensinde, blev kørt direkte af banen og må foretage omfattende reparation inden næste løb. (Foto: Poulsen Motorsport)
"Nu ryster vi weekendens uheld af os. Michel Nykjær og Kristian Poulsen har allerede vist den speed, der skal til for at være med i toppen, så mon ikke vi ser nogle bedre resultater i Ring Djursland-løbet den 18. maj," vurderer teamchef i Poulsen Motorsport, Niels Jørgen Iversen.
Poulsen Motorsport Michael Eisenberg Læs mere om: Kristian PoulsenMichel NykjærPoulsen MotorsportJyllandsringen |