Søndagens sejr betyder samtidig, at Team Essex nu har halet ind på Van Merksteijn Motorsport, der dog forsat indtager den samlede førsteplads i mesterskabet.
”Det var virkelig en dejlig fornemmelse at køre bilen over målstregen og se det ternede flag, og så samtidig gøre det på Monza, en af de mest legendariske racerbaner af alle,” sagde en glad Casper Elgaard, der sad i bilen under løbets afsluttende fase. Her sluttede han med godt et minuts forspring til Jos Verstappen, som kørte i Van Merksteijn Motorsports bil.
(Foto: TeamEssex.dk)
Men Team Essex måtte kæmpe hårdt, inden sæsonens første sejr var i hus. Teamet blev således idømt en stop-and-go-straf på hele 60 sekunder efter et tankstop. Reglementet foreskriver, at kun fire mekanikere må arbejde på bilen under tankning, men da en af de ikke-deltagende mekanikere angiveligt skulle have sat sin fod ovenpå spærrelinien mellem pitgaragen og pitten, blev dette anset som en overtrædelse af reglement, hvorfor teamet måtte holde stille en ekstra gang.
På et tidspunkt havde Team Essex opbygget et forspring på to omgange til de nærmeste forfølgere, men da der under løbet blev indsat safety car, gik det danskerne imod. Safety car’en blev indsat lige efter rivalerne fra Van Merksteijn Motorsport, som dermed næsten kunne vinde en omgang i forhold til danskerne. Men mod slutningen var forspringet dog så stort, at Casper Elgaard kunne tillade sig at sætte farten ned og køre sejren hjem på det sikre.
”Ved første løb i Barcelona var vi uheldig, men her på Monza fik vi bevist, at vi hører til blandt favoritterne, og at vi ikke bare kan vinde, men også kan kæmpe med om mesterskabet,” siger John Nielsen.
Allerede om fjorten dage skal Team Essex i aktion igen. Det sker ved 1000 km løbet i Belgien på Spa-Francorchamps – et løb, som mandskabet vandt i 2005.
Læs mere om: 27/04/08 - Monza - Le Mans Series |