Sæsonstarten var historiens første aftenløb, det fandt sted i ørkenstaten Qatar og det var i den grad debutanternes løb. Det var godt nok den regerende verdensmester, Casey Stoner, der vandt, præcis som han havde gjort det i fjor, men det var den unge spanier, Fiat Yamahas Jorge Lorenzo, der stjal billedet ved at score andenpladsen i sit første møde med MC-sportens sværvægtere.
I Jerez er tingene normale igen. Der er tale om en bane, alle kender og som har været benyttet til utallige tests. Der skal nu igen køres i dagslys og Stoner har ikke samme fordel i topfart, som godt nok er noget reduceret i år, men som stadig er til at få øje på.
Spaniens Grand Prix er årets første løb i Europa og i og med alle er på ”hjemmebane”, er signalet om, hvad vi kan vente os i resten af den 18 løb lange sæson, noget mere klart end det var i Qatar.
Storfavorit til sejren er selvsagt den regerende verdensmester, men også Lorenzo efter sin fine optræden i Qatar og team-kammeraten hos Fiat Yamaha, den 7-dobbelte verdensmester Valentino Rossi, har favorit status – på linje med den lokale Daniel Pedrosa, der må formodes at have fået et effektivt ”kick” af den omstændighed, at landsmanden Lorenzo besejrede ham i sæson-premieren.
I MotoGP sæson-premieren scorede debutanten Jorge Lorenzo, 2. pladsen på sin Fiat Yamaha. På søndag får han lov til at dokumentere, at det ikke var en tilfældighed. Holder han stilen, er en sejr ikke utænkelig. (Foto: Scandinavian Racing Press)
Den regerende Superbike verdensmester, James Toseland, gjorde også en god figur i Qatar på sin privat anmeldte Yamaha. Han får det nok vanskeligere i Spanien, men det er en påstand, han sikkert vil gøre alt for at tilbagevise.
Det får han som nævnt lejlighed til på søndag, hvor der køres race i MotoGP såvel som de to mindre klasser, 125 ccm og 250 ccm.
Stillingen i VM forud for weekendes Grand Prix:
1. Casey Stoner (AUS), Ducati, 25 pts.
2. Jorge Lorenzo (SPA), Fiat Yamaha, 20 pts.
3. Daniel Pedrosa (SPA), Honda, 16 pts.
4. Andrea Dovizioso (ITA), Honda, 13 pts.
5. Valentino Rossi (ITA), Fiat Yamaha, 11 pts.
6. James Toseland (GBR), Yamaha, 10 pts. Scandinavian Racing Press i samarbejde med Eurosport og Fiat YamahaVivi Siiger og Søren Clauding Læs mere om: Jerez30/03/08 - Jerez - Moto GP |