Mik Kerchlango, Charlottenlund, bliver en af kørerne i den nye Renault Spider Cup og langdistanceserien DEC, Danish Endurance Championship. Mik Kerchlango har de seneste to sæsoner har kørt Renault Clio Cup.
“Det bliver en stor omvæltning fra forhjulstrukne standardbiler til en baghjulstrukken sportsvogn, men vi skal nok nå at forberede os op til sæsonstart, så jeg er klar til åbningsløbet på FDM Jyllandsringen,” siger Mik Kerchlango, 29 år, der med Ronnie Bremer som medkører virkelig får mulighed for at markere sig i toppen af DTC’s supportklasse.
(Foto: Team Den Blå Avis)
“Det er da noget af et scoop for mig at få Ronnie Bremer med på holdet. Han skal også være med til nogle af vores tests, hvor jeg kan trække på hans store erfaring, så jeg forventer helt klart, at vi kan være med i den skarpe ende af feltet i de to langdistanceløb og gerne i et par af sprintløbene også,” siger Mik Kerchlango, 28.
Mik Kerchlango deltog sidste år også i DEC og har samlet sig gode erfaringer med langdistanceløb. For Ronnie Bremer bliver det blot andet bekendtskab med denne disciplin inden for motorsporten, hvor man deler sin bil med en eller flere andre kørere.
“Jeg har kørt et enkelt løb i Peugeot 307 sammen med Jan Magnussen og Jens Edman, og det løb vandt vi. Den succes regner jeg da med at skulle gentage,” siger Ronnie Bremer.
Del af Team Den Blå Avis
Kerchlango kommer i 2008 ligesom de foregående to sæsoner til at have sin base hos Team Den Blå Avis. Bag Kerchlango og Bremer står storsponsoren Clou-Thürmer, der har hovedkontor i Hvidovre.
“Vi er langt i planlægningen af sæsonen, men vi mangler stadig at få afsluttet dialogen med nogle potentielle sponsorer, og skulle der være interesserede virksomheder, skal de da bare kontakte mig. Men det giver os helt klart en dejlig ro her i den indledende fase at vide, at Clou-Thürmer fortsætter deres engagement i vores lille racerhold,” siger Mik Kerchlango.
Virksomheden, der fremstiller værktøjer til gevindskæring samt værktøjer og hjælpematerialer til jern- og metalindustrien, autobranchen og byggebranchen, har en mangeårig tradition inden for motorsporten. Virksomheden var sponsor for Thorkild Thyrring, da denne i 1980’erne var i gang med at få sin professionelle karriere på skinner. Bortset fra det årlige Thürmer Rally har virksomheden været fraværende i motorsporten i en årrække, hvilket Mik Kerchlango og Ronnie Bremer nu altså har fået ændret på.
“Via vores sponsorat med Mik Kerchlango har vi fået muligheden for at give vores kunder og forretningsforbindelser en helt unik oplevelse. Vi er kommet bag kulisserne og har set, hvordan et professionelt team arbejder målrettet efter at opnå deres mål. Vi har også fået unikke oplevelser til sponsorevents, hvor vi og vores kunder selv har kunnet prøve kræfter med racerbilerne. Derfor har vi valgt at forlænge yderligere og i øvrigt øge sponsoratets størrelse,” siger Eric Rosenvinge-Thürmer, viceadm. direktør i Clou-Thürmer.
Team Den Blå Avis Bo Skovfoged Læs mere om: Mik Rupert KerchlangoRonnie BremerTeam Den Blå Avis |