Kampen stod på papiret mellem Lewis Hamilton, Fernando Alonso og Kimi Raikkonen - og den rækkefølge lignede også det der gav de bedste odds. Men stik imod alle odds endte det med at Kimi Raikkonen kunne lade sig krone som verdensmester. Stik imod alles forventninger satte McLaren det hele over styr.
Især for Lewis Hamilton gik alt galt. På første omgang slog nerverne til og han kom i klammeri med Alonso - eller rettere, han kørte sig selv af i sin ivrighed for at komme tilbage forbi spanieren. Det sendte ham tilbage i feltet og herefter begyndte en kamp for at vende tilbage. Reelt blev Hamiltons VM afgjort på 8. omgang, hvor bilen så ud til at sætte ud af gear - Hamilton endte derfor nede på en 18. plads og herefter var løbet stort set solgt.
For oppe i front satte Ferrari sig tungt på begivenhederne. Felipe Massa gjorde alt hvad han kunne for at spole tid ud mens Raikkonen fulgte ham som en skygge indtil 52. omgang hvor det som det var forventet lykkedes for finnen at komme forbi efter det sidste pitstop. Dermed var alt sendt over på hånden til Ferrari og Raikkonen. Samtidig var der ikke noget at gøre for Fernando Alonso - McLaren havde slet ikke noget at byde ind med, og på den konto var det fortjent at Ferrari tog mesterskabet i en sæson som har været interessant i forhold til de nye kørere og magtkampe som er blevet åbnet efter Michael Schumachers exit fra sporten.
Udenfor kampen om mesterskabet satte BMW-Sauber et flot punktum, hvor begge kørere stod for flot kørsel og angreb. Derimod havde Renault et skidt løb som forsvarende konstruktør mestre - Fisichella blev vædret af Yamamoto, hvor sidstnævnte dog ikke var skyld i det. Italieneren luntede tilbage på banen og en stakkels Yamamoto kunne ikke andet end at tordne ind i ham. Heikki Kovalainen stod for et større exit og sluttede sin debutsæson med at placere bagenden i muren. 'Man of the race' i feltet efter var klart Nico Rosberg som igen kørte et meget inspireret løb - hvor længe han kan fortsætte som Williams-kører bliver meget interessant. Den tyske kører må være steget meget i værdi henover sæsonen.
Løbsdebutanten Kazuki Nakajima leverede drama i pitten, da han meget sent bremsede ned til sit pitstop, blokerede sine hjul og skøjtede ind i tre mekanikere! Han gennemførte løbet på en respektabel 10. plads.
Alt i alt et meget taktisk løb - ikke dramatisk for overhalinger, men lidt af et matematikløb. Nu venter så festivitas for Ferrari og Raikkonen, og ikke mindst en off-season hvor kortene forventes at blive blandet inden feltet bliver sat for 2008.
Resultatet af det brasilianske Formel 1 Grand Prix
1. Kimi Raikkonen - Ferrari
2. Felipe Massa - Ferrari
3. Fernando Alonso - McLaren
4. Nico Rosberg - Williams
5. Robert Kubica - BMW-Sauber
6. Nick Heidfeld - BMW-Sauber
7. Lewis Hamilton - McLaren
8. Jarno Trulli - Toyota
Mesterskabet - slutstilling i toppen
1. Kimi Raikkonen - 110 pts
2. Lewis Hamilton - 109 (nr. 2 på flere 2. pladser!)
3. Fernando Alonso - 109 Benji
Læs mere om: Kimi RäikkönenLewis HamiltonInterlagos21/10/07 - Interlagos - Formel 1 - FIA F1 |