Der var ikke andet at gøre end gribe telefonen og få en snak med Peter Faarborg:
”Når du nu vil sælge alle dine racerbiler, betyder det så, at Pro Four Racing stopper i dansk motorsport?”
PF:
Det vil nok være en overdreven konklusion. Det kunne jo være, at jeg bare ville sikre mig, at Pro Four Racing kan tilpasse sig den nye sæson.
”Vil det sige, at du bare sælger for at købe en stak nye Clio III’er?”
PF:
Det sagde jeg vist ikke noget om
”Så må det jo betyde, at du planlægger at stille op i andre klasser!”
PF:
Det sagde jeg vist heller ikke noget om
”Sidste år var du langt fremme med planer om at starte i DTC. Er det de planer, som er blevet aktuelle igen?”
PF:
Det kan man jo aldrig vide, vel? Det skal da ikke være nogen hemmelighed, at vi kiggede på DTC sidste år, men ikke kunne få økonomi i det, og så skal man ikke forsøge at presse det igennem. Jeg bruger mange penge på motorsport, men jeg er også jyde, så der skal også være lidt styr på økonomien.
”På nuværende tidspunkt har du kørere, som ligger helt i toppen i mesterskabet. Ville det ikke være oplagt at få dem en klasse op?”
PF:
Nu er det kun i det offentlige, man gør meget ud af at forfremme folk til et niveau, hvor de ikke kan levere varen. Det må du under ingen omstændigheder opfatte som at Petter og Brian ikke kan køre i DTC, for det kan de, men det kræver mere end bare kørere. Der er både økonomi og en organisation bagved, der skal kunne løfte opgaven. Den opgave er man nødt til at øve sig på, og det kan godt være, at man skal øve sig et par år.
”Så Pro Four stiller altså ikke op i DTC?”
PF:
Det har jeg ikke sagt. Vi stiller nok op med nogle gode biler for at køre mesterskaber hjem. Så kan det hedde Clio Cup eller DTC eller noget helt andet.
”Bliver det i Spider Cup?”
PF:
Det kan man jo aldrig vide. Klassen ser jo spændende ud, og hvis der kommer nok gode kørere, så kan det blive en spændende klasse. Der er vist ingen tvivl om, at vi har rigeligt med standardvognsklasser i dansk motorsport, så publikum fortjener vel snart at se noget der ligner rigtige racerbiler køre om kap. Hvis de nu kunne få dem til at lyde som racerbiler ..
”Du er ikke meget for at fortælle, hvor Pro Four Racing viser flaget næste år”
PF:
Jo da – bare ikke lige nu. Vi har jo nogle forhandlinger med kørere og sponsorer, der lige skal afsluttes først. Men jeg kan da godt afsløre, at Pro Four Racing næste år planlægger fortsat at være en del af dansk motorsport.
Spider-Web.dk Læs også: SÆLGES - Komplet Clio Cup racerteam Læs mere om: Peter FaarborgPro-Four-Racing |