Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Clio Cup - DK

Suveræn sønderjyde sejrede på Padborg Park

Clio Cup - DK 
20/08/07 

Clio CupMartin Clausen var i en klasse for sig i Casinoportalen Clio Cup
Efter at han havde spillet en nærmest anonym rolle i regnen, da Casinoportalen Clio Cup gæstede Padborg Park før sommerferien, var det Martin Clausen, Skærbæk, der dominerede søndagens to løb for den hurtige mærkeklasse på banen.
 

Den sønderjyske racerkører, som blot er i gang med sin anden sæson i sporten, satte hurtigste tid i tidtagningen, og i de to løb søndag var han ikke blot bedste mand i starterne, men formåede hurtigt at distancere forfølgere, der blot kunne få lov til at kæmpe om de to sidste pladser på podiet.

Det gjorde de til gengæld også til den helt store guldmedalje. Det første heat bød således på en meget intens kamp mellem Jacob Kristensen, Selling, og Brian Mikkelsen, Vejle, men den kamp endte tre-og-en-halv omgang før tid med en kollision. Den sendte Jacob Kristensen ud af banen og Brian Mikkelsen ud af den øverste del af resultatlisten som følge af en straf.


Martin Clausen (19) var suveræn i Casinoportalen Clio Cup, hvor hverken Brian Mikkelsen eller Jacob Kristensen (3) kunne følge ham.
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

I andet heat var det atter den samme duo, som kæmpede om de to resterende podiepladser, men her stod det forholdsvis tidligt klart, at andenpladsen ville gå til Brian Mikkelsen, som dermed lige akkurat kunne forsvare den samme position i mesterskabsstillingen, idet Martin Clausen med dagens maksimale pointhøst bare ligger et point efter ham. I front af tabellen finder man fortsat Petter Granlund, Norge, der stort set kørte sig udenom problemer og faktisk formåede at udbygge sin føring.

Den positive overraskelse i feltet leverede Bjørn Smedegaard Laursen, Nimtofte. I tidtagningen havde han blot sat ottendehurtigste tid, men i det første heat for Casinoportalen Clio Cup lavede han en fænomenal start, der sendte ham frem på femtepladsen. Siden kunne han så profitere af skærmydslerne mellem Jacob Kristensen og Brian Mikkelsen, og dermed kunne han sikre sig sin første podieplads i godt et år.

Thomas Wulff, Valby, var denne gang også godt kørende. I det første heat sikrede han sig sæsonens anden femteplads, men i andet heat oplevede han et pludseligt bremsesvigt for enden af langsiden, hvilket resulterede i en dramatisk kollision med Michael Holding, Rødding, som sendte begge ud af løbet.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • Jacob Kristensen
  • Martin Clausen
  • Padborg Park
  • 19/08/07 - Padborg Park - Clio Cup - DK
  •