Vi har tidligere rejst med Rallytravels til Cypern i 2004, hvilket var en meget positiv oplevelse. Denne gang blev vi bestemt heller ikke skuffet. I øvrigt var ca. 200 rallyfans en del af vores selskab, de fleste af dem svenskere.
(Foto: Henrik Bülow Andersen)
Vi valgte at tage et fly til Stockholm, og tage med på den hyggelige sejlads fraStockholm til Helsinki sammen med hovedparten af de øvrige deltagere. Efter enbustur på en 3-4 timer blev vi indlogeret på et hotel ca. 50 km uden for Jyväskylä.
Vi boede i fine bungalows i et område der normalt mest bliver brugt til skiferie. Det sjove var, at lørdag aften blev kørt en prøve, der lå blot 1 km fra vores hytte. Siddende på én af skibakkerne kunne vi følge bilerne i ca. 1 minut, hvilket er sjældent muligt i WRC. At solen skinnede fra en skyfri himmel gjorde det heller ikke værre.
(Foto: Henrik Bülow Andersen)
Da prøven var slut startede et nyt rallyfelt fra den finske supernational-klasse (svarende til gruppe H i Danmark). Her var et hav af baghjulstrækkere med, heriblandt selveste Toni Gardemeister i hans egen private BMW M3, der naturligvis blev kastet rundt i bedste WRC-stil. Gardemeister havde åbenbart ikke kunnet få økonomien til at hænge sammen til at kunne deltage i selve Rally Finland, men finnerne var ellevilde med ham alligevel.
Folkene fra Rallytravels havde virkelig styr på tingene. På flere af prøverne havde de fået lov at indhegne et specielt VIP-område, hvor vi blev budt frokost og kaffe og ikke mindst løbende resultatservice - ren guf for en aktiv rallyentusiast.
| | | | | | (Foto: Henrik Bülow Andersen) |
Selve løbet bød på en hård sekundfight mellem finnerne Marcus Grönholm og Mikko Hirvonen - begge i Focus WRC. Grönholm var det meste af tiden lige en tand hurtigere end Hirvonen, og sluttede som vinder af Rally Finland (som han plejer!). Begge kørte hele weekenden i et forrygende tempo, og Loeb, Solberg mv. havde svært ved at følge finnernes pace på hjemmebanen.
Et af højdepunkterne var et planlagt VIP-besøg hos Ford. Under fredagens første serviceophold fik vi lov at komme helt ind i Ford-lejren. At man kan komme helt tæt på kørere og biler er noget af det vi synes der gør rally specielt i forhold til andre motorsportsbegivenheder. Selv om det hele er ultraprofessionelt, er det meget let at få en snak med en af kørerne eller f.eks. at få taget et billede.
(Foto: Henrik Bülow Andersen)
Vi stødte ikke på andre danske rallyfans i Finland, hvilket egentlig undrede os lidt. Ved at rejse med et selskab som svenske Rallytravels, kan man faktisk rejse til en meget rimelig pris og er sikker på at komme ud på de prøver der er værd at se.
Et lille tip:
man kan selvfølgelig også tage et fly direkte til Helsinki, og blive opsamlet dér. Herved kan turen gøres på 4 dage i stedet for ca. 6 dage.
HUSK at rally skal opleves live! Vi ses derude.
Henrik Bülow Andersen rallysupport.dk Læs mere om: Finland05/08/07 - Finland - WRC |