En meget cool og velovervejet Kasper Andersen satte en tyk streg under sit store formeltalent, da han lørdag eftermiddag vandt 9. afdeling af Formula Masters på den legendariske Anderstorp i Sverige.
- Jeg er meget glad for denne sejr. Den kom på det helt rigtige tidspunkt, efter en række uheld i de foregående løb, siger en meget glad Kasper Andersen.
Kasper ses her triumferende efter sæsonens første sejr i Valencia. (Foto: KA Racing)
Tæt på at slå Nicki Laudas banerekord
Kasper Andersen grundlagde sejren med en god start, hvor han fra en 4.-plads skød frem til en 2.-plads. Den stilling holdt sig frem til 12. omgang, hvor han med en flot overhaling af italieneren Marco Bonanomi kørte sig i front. Løbet blev særdeles spændende på de sidste omgange, hvor nummer et og to i den samlede stilling belgieren Jerome D'Ambrosio og mexicaneren Pablo Sanchez Lopez havde kørt sig op på 2. og 3. pladsen. Reelt var det dog kun Jerome D'Ambrosio der kunne true den danske formelkører.
- Selvom Jerome D'Ambrosio kom lidt tæt på til sidst, så følte jeg hele tiden, at jeg havde løbet under kontrol. Jeg er dog meget overrasket over, at vi kørte over et sekund hurtigere end de øvrige - det er meget på denne bane, siger Kasper Andersen, der med dagens hurtigste omgangstid på 1 min. og 26 sekunder rent var tæt på at slette Formel 1 rekorden fra 1978 på 1:24,836, sat af Nicki Lauda.
Med sejren rykker Kasper Andersen nu op på en samlet 4. plads i Formula Masters. Sejren betyder også, at Kasper Andersen skal starte som nummer 8 lige efter Jerome D'Ambrosio og Pablo Sanchez Lopez, der med 2. og 3. pladsen i dag starter som nummer 7 og 6, når 10. afdeling afvikles i morgen formiddag på Anderstorp.
Dermed er der lagt op til en meget spændende 10. afdeling af Formula Masters, som Eurosport transmitterer direkte søndag kl. ca. 10.15. Løbet kan også følges på www.eurosport.com og www.formulamaster.net Læs mere om International Formula Master på Anderstorp Læs mere om: Kasper Mengers AndersenAnderstorp29/07/07 - Anderstorp - International Formula Master |