Som ved det forrige løb på Jyllandsringen var hele 31 biler meldt klar til start og der var igen lagt op til dramatik og spændende race.
Pierre Guichard og Richard Bonnichsen stillede op for Formula Racing i hver deres F430 Challenge mens bil nr. 26 – også en F430 blev kørt af Johnny Laursen samt DTC-kører og FSC-debutant Martin Jensen.
Formula Racing blev ydermere repræsenteret i Trofeo 360-klassen af Allan Jørgensen og Morten Remar, som deler bil nr. 32.
| | | | | Guldvinder Remar. (Foto: Theis Frederik Gronemann) |
Formula Racing hurtigst i den frie træning
Torsdagens frie træning lovede godt, idet Johnny Laursen og Martin Jensen satte henholdsvis hurtigste og næst-hurtigste tid. Fredagens træning gik op i regn, og Formula Racing bilerne kørte således kun ganske få omgange.
I kvalifikationen til Super Pole´en fredag formiddag viste Martin Jensen endnu en gang sine evner bag rattet, idet han satte næst-hurtigste tid efter den rutinerede finne Jari Numinen.
Under Super Pole´en kneb det med at følge de gode takter fra træningen og kval´en, og hurtigste Formula Racing kører blev Richard Bonnichsen med en respektabel syvende plads. Jørgensen/Remar var tredje-hurtigst i Trofeo 360 med tiden 1.23.799.
Guld og ”go-cart-overhaling”
I 1. race kørte Richard Bonnichsen sig fra sin startplacering som nr. syv op på en flot fjerdeplads, mens Martin Jensen kørte sin F430 op til en sjetteplads efter at være startet næsten bagerst i feltet. Pierre Guichard endte som nr. 15.
Det helt store højdepunkt i 1. race var dog Morten Remars smukke sejr i Trofeo 360 hvor han efter at være startet som nr. fire i klassen kører sig op gennem feltet for på en af de sidste omgange at passere den førende 360´er med en ”rigtig go-cart – overhaling”, som makkeren Allan Jørgensen kaldte det.
Formula Racing - det bedste team på Mantorp
Andet race, som i år varer hele 40 minutter er - modsat første race - med rullende start. Med Allan Jørgensen i pole position, Martin Jensen som nr.3 samt Richard Bonnichsen startende som nr. 5, duftede der af mere guld. Det blev en kanon start, hvor Allan Jørgensen formåede at trække både Martin Jensen og Richard Bonnichsen med sig, men en drive through-straf som følge af en tvivlsom tyvstart, sendte en skuffet Allan Jørgensen ned på en sjetteplads i Trofeo 360. Efter weekenden ligger Allan Jørgensen/Morten Remar samlet nr. 2
Anderledes glat gik det for Martin Jensen, som på imponerende vis kørte sig frem til en føring indtil få omgange før det ternede flag, hvor langsommere kørende trafik gav Morten Nielsen mulighed for at smutte forbi og dermed tage den samlede sejr. Hurtigste omgang og sølv til Martin Jensen i første forsøg, skabte nu alligevel glæde i Formula Racing-lejren.
Richard Bonnichsen endte på en sekundær placering efter en afkørsel, mens Pierre Guichard tog 11. pladsen, to points og dermed sikrede Team Formula Racing team-pokalen og dertil hørende champagne.
Næste løb er på Anderstorp den 14. – 15. juni.
I dette løb vil Martin Jensen og Johnny Laursen deltage i hver sin bil. Det bliver ikke kedeligt!
Theis Frederik Gronemann Læs mere om: Ring Knutstorp |