Her finder årets anden afdeling af dansk bilsports nye serie af langdistanceløb, Danish Endurance Championship, sted. Over fire timer skal kørerne på racerbanen forsøge at tilbagelægge den 2,15 km lange Padborg Park flest gange, alt imens mekanikerne skal forsøge at begrænse pitstoppene for tankstop, kørerskift og reparationer til de blot to, der er obligatoriske. Det er med andre ord den form for motorsport, hvor holdindsatsen spiller den største rolle.
Netop holdindsatsen er der et af de lokale hold, som mestrer. Det er duoen Tommy Schröter og Per Rosenkilde-Hansen, begge Vojens. Sammen med debutanten Casper Kirk Johansen, Martofte, kørte de sig ved sidste års finale på banen til mesterskabet i den mindste af de i alt tre klasser, bilerne i Danish Endurance Championship er inddelt i, men i år satser de endnu højere. De har anskaffet sig en lynhurtig Porsche 996 GT3 Cup, og som forberedelse til årets sæson har de bl.a. gennemført en 4 timers test på netop Padborg Park, hvor de har simuleret de udfordringer, som de måtte møde under langdistanceløbet.
Vojens-kørerne Tommy Schröter og Per Rosenkilde-Hansen er blandt favoritterne til sejren på Padborg Park i deres Porsche 996 GT3 Cup, som de deler med Casper Kirk Johansen. (Foto: Morten Alstrup)
Meget tyder på, at den lokale Porsche-duo står godt. De vandt premieren i Danish Endurance Championship i slutningen af april takket være god taktik, men konkurrencen kan forventes at blive hårdere. Jens Hansen, Rødding, stiller op i en tilsvarende Porsche 996 GT3 Cup, sammen med makkeren Danny Rasmussen, Helsingør, og netop Padborg Park er en bane, der står bedre til duoen, som sammen med en håndfuld andre mandskaber i den største klasse vil gøre deres til, at det bliver et nyt mandskab, som kan bestige det øverste trin på podiet, når årets første champagnepropper skal springe på Padborg Park.
Tommy Schröter og Per Rosenkilde-Hansen er dog ikke de eneste kørere fra det lokale område, som har chancer for podieplaceringer. Områdets mange kørere er nemlig også godt repræsenteret i de bedste biler i de to noget mindre klasser, som løbene i Danish Endurance Championship også køres for.
I klassen for biler mellem 1601 og 2000 cm3 må Jens Enemark, Kruså, regnes som en af de klare favoritter, da han sidste år ikke bare vandt sin klasse på hjemmebanen, men også sejrede generelt. Men Martin Clausen, Skærbæk, kan gøre livet svært for ham. Chaufføren i den røde Renault Clio Sport er godt nok kun i gang med sin anden sæson i motorsport overhovedet, men han har udvist en fantastisk hurtighed, som gør, at han sammen med Ulrik Larsen, Asperup, må betegnes som et mindst lige så godt bud på sejren i den mellemste kubikklasse.
Martin Clausen er blot i gang med sin anden sæson i motorsporten, men alligevel kan godt vinde sin klasse på Padborg Park den første junilørdag. (Foto: Morten Alstrup)
I den mindste klasse op til 1600 cm3 er Anders Tage Jensen, Bredebro, en af de nye deltagere. Sønderjyden har i en årrække deltaget i historisk motorsport med en BMW 2002ti, men nu har han kastet sig over langdistanceløbene i Danish Endurance Championship. Sammen med Steffen Larsen, Ishøj, deltager han i en Citroën AX GTI, og ved sæsonpremieren tidligere på året kørte duoen i klassen en andenplads hjem. Kommer den første sejr på Padborg Park i starten af juni? Læs mere om: Padborg Park02/06/07 - Padborg Park - Danish Endurance Championship |