Et nyt kuld primært unge og ambitiøse kørere har i denne sæson kastet sig ud i klassen, hvor man i pinsen kører anden afdeling af årets Danmarksmesterskab ved Copenhagen Racing GP på Sturup Raceway tæt ved København.
Normalt bruger kørerne, hvoraf flere stadig er teenagere, blot hinanden i den indbyrdes kamp, der skal modne dem til næste trin på den internationale karrierestige, men løbene lørdag og søndag byder på ekstra udfordringer, idet Copenhagen Racing GP ikke bare tæller til DM-serien og ungdomskonkurrencen Ford Junior Cup. Løbet er også tællende til såvel det svenske mesterskab i Formel Ford som til North European Zone Championship.
Ronni Jensen (60) og Marco Sørensen (61) er blandt de kørere, som forventes at føre feltet an, når Nordens bedste Formel Ford-kørere på søndag kæmper på Sturup Raceway (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
Dette betyder, at det sædvanlige DM-felt er blevet mere end fordoblet, idet de 10 danske kørere på Sturup Raceway får konkurrence af seks svenske og syv finske modstandere. Alligevel må de danske kørere vurderes at have gode chancer for at blande sig i konkurrencen i det nordeuropæiske mesterskab. Sturup Raceway er nemlig en forholdsvis ny bane i Formel Ford-sammenhæng, og derfor er kørere som Ronni Jensen, Næstved, Kim Mortensen, Vemmelev, Tommy Nygaard, Ikast, og Vibe Smed, Frederiksberg, de eneste, som har tidligere løbserfaring fra banen, hvor Tommy Nygaard med en tredjeplads fra sidste års løb er den eneste i årets felt, der har været på podiet i det sydsvenske.
Kendetegnende for Formel Ford-klassen i år er dog også, at en håndfuld håbefulde unge kørere har taget springet fra en succesfuld karriere i kartingsporten med en klar ambition om at fortsætte deres sejrstradition i bilklassen. Det gælder eksempelvis sidste års EM-treer Johan Jokinen, Frederiksberg, den tidligere dobbelte Danmarksmester i gokart Christian Markussen, Ishøj, samt Marco Sørensen, Svenstrup.
Nordjyden var sammen med Ronni Jensen eneste danskere ved premiereløbene i North European Zone Championship, og her lykkedes det Marco Sørensen at køre hele to femtepladser hjem, selv om løbet fandt sted på en bane, han aldrig havde set før.
Korte fakta
- Copenhagen Racing GP tæller for Formel Ford til både det danske mesterskab, det svenske mesterskab samt North European Zone Championship, der er åbent for kørere fra Norden og de baltiske lande. - Lørdag deltager Formel Ford-kørerne i en træning og en tidtagning, som bestemmer startrækkefølgen til første heat. - Første heat køres søndag klokken 9.30.
- Ud fra de bedste omgangstider i første heat bestemmes startrækkefølgen til andet heat, som køres søndag klokken 12.45.
Læs mere om: Sturup Raceway27/05/07 - Sturup Raceway - F1800 |