Efter de første par installationsomgange, lidt hektisk skruen og ikke mindst rigelig indtagelse af skoldhed kaffe i den kolde morgenluft, begyndte solen at brænde tågen af, så de første biler kunne starte deres funktionstest. De største forventninger var naturligvis rettet imod de to blå Chevrolet racere, som Henrik Lundgaard og svenske Pontus Mörth skulle lære at kende. Klokken 8.02 kørte de to biler ud på banen for første gang, og de første to træningspas på dansk grund var for at pejle sig ind på, hvordan bilen reagerer på trimningen af dens basale setup.
Spænding forud for dagens udvidede shakedown test. (Foto: Motorsporten.dk)
Chevrolet Motorsports danske debut
Først skulle de to Perfection Racing forsøge at få varme i dækkene på den kolde asfalt. Dernæst var det i gang med den lange liste af ændringer, for at lære, hvordan bilen reagerer. Som Peter Jæger fra Chevrolet Motorsport forklarer: ”Man kan ikke direkte overføre data fra WTCC teamet, som jo har kørt med bilerne sidste år. Dels er de danske baner meget mere snoede, og minder knapt nok om Brands Hatch eller Oschersleben. Dernæst er bilerne blevet opdateret til 2007 specifikation siden sidste sæson, så vi bliver nødt til at starte fra bunden."
"Vi prøver at se, hvordan bilen reagerer med store ændringer af camber, toe in eller out, dæmpere, gearing, ridehøjde, dæktryk, dækslid. Alle disse ændringer prøver vi først en ad gangen, med henholdsvis fuld og tom tank. Når vi har klarhed over dette, begynder vi at kombinere flere faktorer, for at pejle os ind på det basale setup. Det regner vi med at bruge det meste af dagen på.”
Der var meget opmærksomhed mod Perfection Racings trailer. (Foto: Motorsporten.dk)
At teste alene eller sammen med de andre.
Det var ifølge deltagerlisten meningen at DTC teamet Hartmann Racing skulle stille med deres JAS byggede Honda Accord racere, men den seneste beslutning om at stille til start i årets DTC sæson med hele tre racere, har betydet at man ikke har nået at blive 100 procent klar til tirsdagens test – derfor valgte man at stå over. De øvrige BMW teams, i form af JM Racing, havde valgt i stedet at tilbringe tirsdagens testsession på Padborg Park. Se adskilt testrapport: Testrapport fra Padborg Park.
Adspurgt om det er et problem, i forhold til at have et pejlemærke mod de hurtige BMW E90 racere, affærdiger Peter Jæger hurtigt: ”Nej, dem savner vi egentligt ikke. Vi har stor respekt for konkurrenterne, men lige så vel som de ikke ved hvilke opsætninger vi kører med i test, så aner vi jo heller ikke under hvilke konditioner deres tider er sat med. Så grundlæggende kan ingen af os bruge de andres første testtider til noget. Så vi vil hellere koncentrere os om at lære bilerne at kende, og lade kørerne finde deres foretrukne opsætninger.”
De sidste justeringer før de to Chevrolet racere får deres debut. (Foto: Motorsporten.dk)
Det var tydeligt, at begge kørere mod slutningen af dagen var ved at finde sig rigtigt godt til rette i de to Chevrolet racere. Kent Bo Steffensens mekanikere virkede også meget fortrøstningsfulde, der hvilede en vis selvsikker ro over teamet, mens de lærte deres nye biler at kende. Ray Mallock Racings engelske ingeniør udlæste data efter hvert træningspas, data som det engelske WTCC team vil bearbejde, således at Perfection Racing får den sparring, som allerede har vist sig værdifuld.
De kolde temperaturer til trods, havde Perfection Racing travlt. (Foto: Motorsporten.dk)
Teamet har planlagt yderligere tests før sæsonstart, hvor man vil begynde at arbejde med downforce, og de finere setup ændringer. Efter det sidste træningspas klokken 16.00, var det to smilende kørere, der kunne lægge hjelmen, rette på krøllerne og give en kort rapport til de fremmødte tv-journalister fra Kanal 5, der dækker DTC sæsonen anno 2007. Adspurgt om tiderne smiler Peter Jæger bare og siger: ”Jaaa, du kan skrive at vi er på den rigtige side af 1.12..!”
Lundgaard og Mörth ude at lære Chevroleternes grænser. (Foto: Motorsporten.dk)
Anders Majgaard: Den siger jo næsten ingenting!
En anden bil, der blev knyttet meget opmærksomhed til, var Anders Majgaards helt nybyggede BMW 120i, som indsættes i årets Advan Cup af A. Staun Motorsport. Bilen har man bygget helt fra bunden, så teamet arbejder intenst på at lære bilen at kende, hvorfor man venter at indsætte den i samtlige testsessions op til sæsonstarten.
Der var både glæde og frustration i teamet; glæde over at bilen på handlingsiden allerede på nuværende tidspunkt kørte rigtigt godt. Bilens Intrax undervogn har teamet rigtigt godt styr på allerede, hvilket er noget imponerende, eftersom bilen fik drejet nøglen første gang søndag aften, fik en hurtig funktionstest mandag før afrejse til Jyllandsringen tirsdag. Men selvom bilen er spritny, har Arne Stauns team fra Aalborg masser af erfaring at trække på.
Anders Majgaard til den første shakedown test tirsdag. (Foto: Motorsporten.dk)
BMW projektet er som nævnt bygget helt fra bunden, men teamet kunne gennemføre hele testdagen uden nogle tekniske problemer af nogen art. Raceren er en langsigtet satsning, men det er tydeligt at teamets kører, Anders Majgaard, har fået blod på tanden: ”Jeg skal vænne mig til, at bilen er så stille. Jeg giver naturligvis fuld gas, så jeg rammer begrænseren, men er af og til i tvivl om, hvorvidt den trækker fuldt ud. Men i svingene kører den virkeligt godt, og jeg har ikke haft problemer med at følge med på de snoede dele af banen. Men på langsiden lider bilen under, at den stadig kører med motorstyringens standardboks fra seriemodellen.”
”Det er et spørgsmål om at være tålmodig,” fortæller Anders. ”Og jeg er ikke verdens mest tålmodige mand, vil jo virkeligt gerne det her projekt. Men den kører godt, når man tænker på at vi drejede nøglen første gang i søndags. Får vi styr på gearingen og får vi skiftet motorstyringen, så tror jeg at den kan komme til at køre rigtigt stærkt.”
På den snoede del af Jyllandsringen holder BMW 120i raceren fart. (Foto: Motorsporten.dk)
Kim Lund Johansen forbereder ny kører
Den forsvarende Advan cup mester, Kim Lund Johansen, var også på plads med sin Peugeot 307. Team Womans World Lund Racings primære formål med tirsdagens test, var at køre sammenligningsdata ind på bilens nye DTC undervogn. Teamet udbygges som bekendt med en ny kører, Louise Bjert Laursen: ”Jeg tester alene i dag, ” fortæller Kim. ”Vi har i sidste uge lært den nye DTC undervogn at kende, sammen med Henrik Lundgaard. Der er dobbelt så mange justeringsmuligheder, som sidste år. På en almindelig racerundervogn er der en shock og en rebound, her er der to shocks og to rebounds. Det tager lidt tid at lære."
"Jeg regner med at teste sammen med teamets nye og unge kører i næste uge. Hun har naturligvis ikke så meget erfaring, så det vil være en stor hjælp for både hende og mig, at vi har så mange data som muligt at arbejde med.” Kim stod også for dagens eneste dramatiske optrin, da han på en hurtig omgang ikke fik bremset der, hvor han plejede. Det resulterede i et smukt 180 graders spin i sving 1, men det tog han med godt humør, og var snart i gang med næste omgang.
Kim Lund Johansen ude at samle data før testen i næste uge. (Foto: Motorsporten.dk)
Søren B. Mortensen var på plads med sin sort og gule Renault Clio, og selvom han ikke havde sin mekaniker med til dagens test, så var den vanlige jyske optimisme at spore, måske krydret med spænding før sæsonstart: ”Jamen jeg synes at det går godt. Jeg ville gerne have justeret bagvognen lidt, men eftersom jeg ikke har min mekaniker med i dag, så må det vente. Men jeg vil bare køre så meget som muligt, og jeg synes faktisk at det går godt. Jeg har fået styr på de typiske Clio udfordringer med varme i bagdækkene, jeg eksperimenterer meget med dæktryk."
Den tidligere motocross landstræner ude at vejre forårsluft. (Foto: Motorsporten.dk)
"For det er sådan, først er bagvognen meget levende med kolde bagdæk, og når de så får varmen og får greb, så begynder bilen at understyre lidt. Men det vænner man sig til, det er lige så meget køreren som det er vognen, der skal rettes ind. Den kører godt, den Clio. Men jeg har glædet mig meget til at komme i gang, så nu må sæsonen godt snart starte, ” slutter den tidligere motocross landstræner med et stort smil.
Søren B. Mortensen i ideallinien, på den kolde asfalt. (Foto: Motorsporten.dk)
Jørgen Hansen ude at lave smuk musik med sin BMW M3 GTR. (Foto: Motorsporten.dk)
Jørgens Hansens mandag på en tirsdag
Ved siden af Mortensens Clio kunne man finde Jørgen Hansen, der sammen med sin mekaniker var i gang med at justere sin SSC BMW M3 GTR ind. Kun afbrudt af en stadig strøm af kørere og mekanikere fra andre teams, der gerne ville have et godt råd fra Jørgen, omkring et aktuelt problem. Tydeligt var det, at Special Saloon Car kørerens mangeårige erfaring, vejer tungt i paddocken.
Trods den nye gearkasse stadig en af de hurtigste i dagens test. (Foto: Motorsporten.dk)
”Raceren har fået ny sekventiel gearkasse, kobling, svinghjul samt helt nyt bagtøj. Men faktisk er det jo lige så meget mig, der lige skal have banket rusten af. Det meste går faktisk godt, men gearkassen driller os lidt. Vi prøver på at finde problemet, den cutter umotiveret, også selvom jeg ikke rører gearkassen.”
Koncentreret stemning i paddock, mens teamet venter på næste pas. (Foto: Motorsporten.dk)
De unge Suzuki Swift talenter
Kontrasten var tydelig på den anden side af Jørgen Hansens pitområde, her holder et meget spændende initiativ til. Nemlig tre Suzuki Swift racere fra INTREPID/KLIMAKS Racing Team, som Jørgen Nielsen øjeblikket er ved at justere ind til deres deltagelse i Advan Cup. De har tre unge og lovende talenter bag roret: Michael Ringstrøm, Kennet Jacobsen og Dennis Jørgensen. Teamet nød tirsdag middag også godt af Suzuki Danmarks samarbejde med den tidligere Formel 1 kører, Nicolas Kiesa, der kom forbi med gode råd og sparring.
De lovende Intrepid/Klimaks Suzuki Swift racere i tandem (Foto: Motorsporten.dk)
Palle Ringstrøm tydeligt tilfreds med dagen: ”Vi arbejder metodisk med bilerne, men i vores tilfælde er det naturligvis lige så meget et spørgsmål om at få kørt nogle kilometer ind under huden på teamets tre unge kørere. Vi synes at det går godt, vi eksperimenterer lidt med dæktryk, bremser og efter vi har sænket bilerne lidt, så synes vi at det går rigtigt godt!”
Chris Poulsen i den vellydende og smukke Civic V-TEC (Foto: Motorsporten.dk)
Team Honda Racings Honda Civic V-TEC var også ude at mærke den jyske asfalt, Chris Poulsen brugte dagens testkilometer til at lære bilen at kende. Bilen skal primært bruges til Special Saloon Car Challenge, men vi kan også glæde os til at se kørelæreren fra Risskov i udvalgte DTC løb med den tidligere K-Motorsport racer. Til dagens testsession var bilen stadig i jomfruelig hvid, mens der blev kørt flittigt i de respektive testpas, og justeret undervejs. Indtil videre ser det lovende ud, og kommentaren var kort og præcis fra teamet: ”Det går rigtigt godt!”
P. Motorsports Renault Clio Sport III i jomfruelig hvid (Foto: Motorsporten.dk)
I samme smukke hvide dress kunne man glæde sig over en af de nyeste racere på Jyllandsringen, nemlig den nye Renault Clio Sport III racer som bar P. Motorsports navnetræk ; Erik Christensen, og far-og-søn duoen Jørgen og Per Poulsen. Bilen er stort set kommet direkte fra fabrikken, men allerede nu kunne man i teamet glæde sig over at bilen er en stor forbedring over sidste års mesterskabsbil. ”Den bremser bedre, er mere stabil, og har ikke samme problemer med at få varme i bagdækkene. Kort sagt har Renault bygget en bil, som er tættere på en rigtig racerbil, ” kunne teamet berette. Indtil videre er det planen, at indsætte bilen i DEC, men om man kan nøjes med det, skal tiden vise. Begejstringen var stor i teamet, og tirsdagens testsession viste at farten har man allerede fundet i bilen.
Begejstringen var stor, allerede efter de første meter på Ringen. (Foto: Motorsporten.dk)
Sidste bil på banen var den nye Volkswagen Polo Cup racer, demobilen er en forløber for resten af Polo Cup seriens deltagere. Her var dagen igennem flere kørere ude at finde grænserne i Kris Nissens nye racerbil. Interessant var det, at den 185 hestekræfter stærke racer holdt sig meget godt imod flere Advan Cup racere.
Morten Alstrup ude at teste Polo Cup på Jyllandsringen (Foto: Motorsporten.dk)
Thumps up for 2007 VW Polo Cup sæsonen! (Foto: Motorsporten.dk)
Så alt i alt var det en interessant og begivenhedsrig dag i Silkeborg. Endnu et godt arrangement fra DARC´s side ved denne første DARC testdag; veltilrettelagt hele vejen rundt, og stor gæstfrihed som vanligt. Tydeligt er det i de fleste teams: nu må sæsonen godt snart starte!
Aslak Vind
Læs mere om: Jyllandsringen |