Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Diverse Motorsport

Tom K går til filmen!

Diverse 
02/09/06 

I den nye Disney/pixar-tegnefilm "Biler" der havde premiere i går, var det med Tom Kristensen i en af hovedrollerne. Kristensen lægger stemme til figuren "The King", den mest legendariske racerkører gennem tiderne i den populære Piston Cup-serie.
 

I den amerikanske version spilles "The King" af Richard Petty, i Tyskland af Michael Schumacher, så det var et naturligt valg at lade Tom K få rollen i den danske oversættelse. Her hedder Toms figur dog Kongen med det finurligt borgerlige navn Tom Kilerem!


(Foto: Pixar)

Hovedrollen som det unge brushoved Lynet McQueen spilles af David Owe, og i andre roller høres Lars Hjortshøj, Annette Heick og Mads Mikkelsen (i skurkerollen, naturligvis!).

Du kan se meget mere om filmen og figurerne på filmens danske hjemmeside, der har adressen:
Disney.dk

Vi har endnu ikke haft mulighed for at se filmen, men hjemmesiden Scoop.dk's Claudius giver hele fem stjerner og noterer i sin anmeldelse af den originale amerikanske version blandt andet:

"Ja, så gjorde Pixar det igen. Jeg var ellers ængstelig, da filmen gik i gang, for hvordan kan Pixar blive ved med at indfrie forventningerne, der tårner sig op efter den ene geniale film efter den anden? På et eller andet tidspunkt må det da glippe, og filmen - i bogstavligste forstand - knække...

Men nej, allerede efter få minutter er bekymringerne glemt, og man nyder bare filmens interne harmoni. Med hæsblæsende fart svæver Pixar let og ubesværet hen over alle forventningerne.

Atter har Pixar kastet sig over en ny verden. Denne gang er det ikke monstre, legetøj, insekter, fisk eller superhelte, men derimod biler. Ja, biler. Man skulle måske tro, at biler ikke har megen personlighed at bygge en film over, som vækker medfølelse, men det ved Pixar åbenbart ikke, så de gør det bare alligevel. Og der går da heller ikke mange sekunder, før man er helt oppe i topfart sammen med helten "Lightning McQueen" (Steve har åbenbart ikke lavet "Bullit" forgæves...) og bliver suget ind i filmens interessante univers. For "Lightning McQueen" er ikke en racerkører, nej, han er en bil. En racerbil. Og faktisk er alle i filmen biler, store som små. Underligt? Måske, men det er forbløffende, hvor hurtigt man accepterer det, hvilket nok skyldes hvor grundliggende sympatisk, det hele er fremstillet.

Kort fortalt skal den rare, omend noget arrogante og selvglade, Lightning McQueen vinde racerløbet "Piston Cup" over sine konkurrenter, den aldrende "The King" og den helt igennem usympatiske "Chick Hicks". Lightning er selv en opkomling, der drømmer om det store trofæ, om berømmelsen, om at komme væk fra sine knoldesparkere af sponsorer, om at score lækre små groupie-biler (!) og så videre og så videre... Sympatisk som han, så finder vi hurtigt ud af, at jordforbindelse mangler fuldkomment, og hans pitteam forlader ham da også hurtigt, da han er selvglad nok til at udtale, at han skam er den eneste, der betyder noget på hans hold. Og dermed er vejen selvfølgelig kridtet godt op til en historie om de indre værdier, såsom venskab, kærlighed og familie.

Nu skal jeg ikke afsløre noget, for plottet i den her type film er selvfølgelig meget overfladisk, og det hele udvikler sig naturligvis fuldstændigt, som vi kan forvente. Det der gør det hele ikke bare spiseligt men både attraktivt og lækkert er fortællestilen og den ærlige humor. Gang på gang ser man sjove situationer, der er let genkendelige fra hverdagen, og det er selvfølgelig her identifikationen findes, så det ikke bliver fjernt at se en film med biler som hovedpersoner. Det hjælper selvfølgelig også, at biler er glade, sure, elskende, arrogante, venlige, medfølende, irriterende, påståelige, bedrevidende, livskloge, bitre og alle de andre adjektiver, vi bruger til at beskrive menneskers personligheder med. Pixar forstår for alvor at lægge sjæl ind i ikke bare dyr men også døde ting (som biler), så de bliver helt lige så nærværende for os som rigtige mennesker, og måske da lidt mere, fordi bilerne faktisk er en smule mere sympatiske, deres karakterbrist til trods. Og her ligger noget, som Disney har glemt, mens Pixar er meget klar over det. Nemlig at alle mennesker (og dermed også filmens biler) - uden undtagelse - har karakterbrist. Ingen er helt perfekte, og ingen er helt uperfekte. Her er ingen perfekt helt, for faktisk er selv Lightning McQueen ret utiltalende på flere punkter (som nævnt ovenfor). Næ, han er vores helt, fordi han er sympatisk på trods af sine skavanker, og ikke fordi han ikke har nogen. Det glæder alle filmens karakterer, selv den usympatiske "Chick Hicks", hvis selvoptagede og barnlige natur faktisk bare vækker en bitter medfølelse - man har ondt af ham til sidst, fordi han bare ikke forstår den dybere mening i livets og måske aldrig vil komme til det.

På det lokal-patriotiske plan, kan vi glæde os over at Jørgen Klubien (tegner, men nok mest kendt som forsanger i åbenbart er en af hovedfolkene bag "Cars", lige efter instruktørerne Joe Ranft og selveste John Lasseter. Så måske er "Cars" ikke helt så gennem-amerikansk endda (det kan vi da i det mindste bilde os selv ind). Vi kan da i det mindste glæde os over det danske islæt eller hvad?

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg helt solgt til "Cars". Det er god underhold som kan ses af store som små, og det er sjovt hele vejen. Jeg gider ikke sige, at det er Pixar's bedste film, for det er snart trættende at skulle gentage det, og efterhånden er deres "forfatterskab" da også så kæmpe et overflødighedshorn af elskelige figurer og medrivende historier, at det er svært at se, hvad der er bedst. Det afhænger vist mest af, hvilke af deres mange figurer man føler mest for, og at skulle vælge mellem dem, virker efterhånden som "Sophie's valg"...

Man må også rose Pixar for deres evne til at vælge de rigtige skuespillere til at lægge stemmer til deres hovedpersoner. Denne gang er det Owen Wilson, der lægger stemme til Lightning McQueen, og han er det helt perfekte valg - en stemme der signalerer ungdommelig iver og fremdrift, men stadig voldsomt sympatisk med den letteste antydning af uvidenhed. Og det er jo præcis, hvad Lightning McQueen er. I andre roller høres Bonnie Hunt (hun har ellers været forsvundet længe - vi kender hende nok bedst fra "Beethoven" og "Jumanji") som den kvindelige helt, mens Michael Keaton lægger stemme til den sure og tvære "Chick Hicks". Gamle Paul Newman er også med i den centrale rolle som "Doc Hudson". Desuden kan vi glæde os over at høre folk som Paul Dooley som "Sarge", altid herlige Cheech Marin som "Ramone" og efterhånden legendariske John Ratzenberger (Cliff Clavin fra "Sam's Bar") som Lightnings lastbil, Mack. I den originale version, altså. Jeg aner ikke, hvem de danske stemmer bliver.

Jeg behøver vel næppe sige, at man i "Cars" - ligesom i alle Pixar-film - skal sørge for at blive i biografen til slutteksterne er helt færdige for at få hele morskaben med. Denne gang laver Pixar under slutteksterne spoofs på deres egne tidligere film, men med biler i alle rollerne (yes, Woody og Buzz som biler - og sandelig med de rigtige stemmer fra Tom Hanks og Tim Allen!), og det er mildest talt sjovt at se - jeg var på et tidspunkt bange for, at jeg ville grine så voldsomt, at biografens personale måtte bortvise mig eller bare feje mig op bagefter. Heldigvis var jeg ikke alene..."

TomKristensen.com
Nils Finderup


Læs filmanmeldelsen på:


Læs mere om:
  • Tom Kristensen
  •