Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Danish Touringcar Challenge

JM Racing øger sin DTC-satsning

Danish
Touringcar
Challenge 

07/08/06 

Efter sin flotte debut med Michael Outzen (Ringe) i årets Danish Touringcar Championship hviler JM Racing ikke på laurbærrene. Det unge racerteam fra Grindsted har nemlig besluttet sig for at øge sin satsning i den hårde racerklasse til næste år med endnu flere biler.
 

”Vi har købt tre DTC-racerbiler mere ud over den, vi har i forvejen, så vi til næste år kommer op på hele fire biler,” siger teamchef Jens Ole Mathiesen. ”Det er høj potente racerbiler, hvor de rigtige kørere bag rattet af dem vil kunne komme i top 5 til næste år. Har man således ambitionerne i orden, så vil bilerne også kunne leve op til det.”

Selv har Jens Ole Mathiesen ikke ambitioner om personligt at skulle deltage i kongeklassen til næste år.

”Det kunne være sjovt selv at prøve, men DTC skal ikke være for de gamle mænd som mig. Jeg er selv startet 20 år for sent med sporten, og jeg deltager kun i Special Saloon for sjov. Får vi alle fire biler ud at køre, så vil jeg kun køre de langdistanceløb, som ikke falder sammen med DTC, så vi kan have hovedfokus på DTC og give vores kørere det input og den hjælp, de skal have.”


(Foto: JM Racing)

For JM Racing er målsætningen med næste års udvidelse klar. Der skal ske et generationsskifte i Danish Touringcar Championship, og det vil man arbejde målrettet for at få gennemført.

”Vi vil gøre en indsats for at få rookiedelen i DTC op at stå frem for, at klassen udvikler sig til kun at tælle gamle mænd,” siger Jens Ole Mathiesen. ”Vi skal have fat i nogle af de unge talenter, som vi vil prøve at hjælpe med at få videre i deres karriere. Det er noget, som jeg synes, at vi mangler i DTC. De fleste teams tænker blot på at vinde og sikre sig de stærkeste kørere, men der er faktisk ingen andre end Peugeot, som har prøvet at sætte fokus på den talentudvikling, som vi behøver. Det er noget af det, vi hos JM Racing gerne vil stå for.”

Teamet fra Grindsted skabte først på året sensation, da man med den 24-årige fynbo Michael Outzen rokkede gevaldigt ved magtbalancen i Danish Touringcar Championship.

”Vi fortsætter også til næste år med Michael Outzen,” slår Jens Ole Mathiesen fast. ”Han har været med til at gøre JM Racing til noget af det, teamet står for, og ham slipper vi ikke bare. Det er kørere som ham, vi gerne vil sætte i de andre biler. Unge kørere, som har kæmpet sig godt frem i nogle af de andre klasser herhjemme, eller måske har forsøgt at slå igennem internationalt, men hvor de har haft svært ved at komme frem i rampelyset. Det vil vi gerne hjælpe dem med til, at det sker, inden de bliver alt for gamle.”

I skrivende stund er JM Racing i forhandling med flere emner til teamets nye DTC-racerbiler, men endnu er ingen kontrakter underskrevet.

JM Racing


Læs mere om:
  • JM Racing
  •