F1800 12/06/06
|
|
Weekendens løb gav første pokal til danskbygget Formel Ford-racer Sidste års sølvvinder i kampen om Danmarksmesterskabet for Formel Ford,
Kim Humborstad, Norge, fik en mildest talt miserabel start på sin sæson, men det har han efterhånden fået rodet godt og grundigt bod på. |
Ved weekendens Copenhagen Racing Grand Prix på Sturup Raceway vandt han begge dagens løb, og da han samtidig også sejrede i det seneste løb på Ring Djursland, har nordmanden nu scoret hattrick.
Kim Humborstad startede begge dagens løb fra pole position, og med to meget bestemte starter, hvor han begge gange skar inderbanelinien ned mod første sving af for udfordreren Nicki Thiim, Sønderborg, kunne han tage to sejre og score maximumspoint. Kun kortvarigt formåede Nicki Thiim at true Kim Humborstad, der herefter kontrollerede løbene helt efter sit eget behag.
Kim Humborstad (61) kontrollerede begivenhederne i Formel Ford på Sturup Raceway, og hverken Nicki Thiim (52) eller Anders Ole Egebart (48) kunne stille noget op (Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)
I stedet var der momentvis kamp mellem Anders
Ole Egebart, Odder, og Nicki Thiim om andenpladserne, og mens denne kamp stod på i det meste af første løb, så rendte den mesterskabsførende Thiim ind i uheld i det andet løb, hvor han dels spandt, dels udgik med teknisk defekt. Dette resultat betyder, at Anders
Ole Egebart kunne reducere teenagerens mesterskabsføring fra 24 til 14 points.
De fleste overhalinger blev leveret af
David Olsson, Sverige, og Tommy Nygaard, Ikast. Begge måtte starte allerbagest, da man efter træningen havde konstateret, at frihøjden på deres biler var for lave. I første heat var det David Olsson, der nåede længst, idet han arbejdede sig op til en fjerdeplads, men i det andet heat var det
Tommy Nygaard, der var flyvende i sin danskbyggede Aquila.
I løbets allerførste omgang zikzakkede han sig således frem til en femteplads, hvorefter han i banens lange venstrekurve gik hele vejen udenom den tidligere rallycrosmester, Ronni Jensen, Næstved. Siden profiterede han af Nicki Thiims uheld og kunne derfor krydse målstregen på en tredjeplads og dermed erobre den første pokal til Aquila-raceren.
Læs mere om: 11/06/06 - Sturup Raceway - F1800 |