Special Saloon 22/05/06
|
|
For andet år præsenterer Ring Djursland sin Special Saloon Festival I 2005 lancerede Ring Djursland en nyhed i dansk banesport. En weekend, der var helliget de mange hjemmebyggede racerbiler, hvor kun fantasien og kreativiteten satte grænser for, hvad der blev præsenteret for publikum. Special Saloon Festival var navnet, og sidste års succes følges op med en ny udgave af løbet i den kommende weekend. |
Atter er det Special Saloon-klassen, der vil være spydspidsen. I løbet af weekenden vil publikum kunne opleve intet mindre end otte heats på sammenlagt 112 omgange med de vilde biler, men det bliver ikke kun kampen skærm mod skærm, tilskuerne præsenteres for. Som noget nyt afvikles der i år også en Super Pole-konkurrence, hvor de fem bedste chauffører fra de tre forskellige klasser skal på banen for at kæmpe alene med - eller rettere mod - uret for at få den bedste startposition.
Det er mere end 30 år siden, at netop Special Saloon-klassen så dagens lys på Ring Djursland, og at klassen den dag i dag forsat har en fascination og et tag i publikum, skyldes den grundfilosofi, som Special Saloon er bygget op om. De deltagende biler skal groft sagt stadig ligne udgangspunktet fra vore gader og veje, men det er tilladt at tune og ombygge bilerne til ukendelighed. Og det vil man også kunne se i feltet på Ring Djursland i årets sidste maj-weekend.
Det er nogle af banesportens voldsomste biler, man vil kunne opleve undre Special Saloon Car Festivalen på Ring Djursland i den kommende weekend. (Foto: John Jensen)
Jens Hansen, Rødding, kommer således med en BMW, der ligner nogle af de 320i-modeller, som kendes fra DTC-serien, men under motorhjelmen har han fundet plads til en gigantisk V8-motor. Den har dobbelt så stor slagvolumen og næsten dobbelt så mange hestekræfter som originalen. Frederik Holm, Holme-Olstrup, og Andreas Kjærgaard, Esjbjerg, kommer med hver sin Renault Clio, der ligner forvoksede udgaver af de biler, man også vil kunne se i Fleggaard Renault Clio Cup. Men motoren er fjernet fra motorrummet og erstattet af et langt kraftigere eksemplar, der tillige er blevet placeret i bagagerummet!
Rækken af mærkværdige kreationer vil næsten ingen ende tage ved Special Saloon Festivalen. Der vil være DTC-biler, der - som om de ikke var heftige nok i superligaen - har fået et yderligere pift såvel optisk som under motorhjelmen, og man vil kunne opleve modificerede standardvogne, der ville drive enhver syn- og skønsmand hos Bilinspektionen til vanvind.
De vilde biler i Special Saloon-klassen bliver dog ikke ene på den djurslandske asfalt. Weekenden omfatter også race med de to mærkeklasser Fleggaard Renault Clio Cup og OK Saxo Cup, standardvognsklassen Advan Cup, de to historiske klasser for biler bygget før henholdsvis 1965 og 1971 samt Formel Ford-klassen, der gennem årene har udruget mange kommende stjernenavne. Læs mere om: 28/05/06 - Ring Djursland - Special Saloon |