Der blev arbejdet hårdt og koncentreret med at finde det rette setup til den meget kuperede Ring Djursland. I løbet af lørdagen blev teamet nogle erfaringer rigere, og lærte meget om racerens setup, ligesom et par småfejl blev fundet og rettet. Derfor så teamet frem til søndagens tidtagning og det 4 timer lange løb med stor optimisme.
(Foto: Mølgaards Sportsfoto)
Søndagens tidtagning gav en start placering som nummer 3, hvilket teamet var tilfredse med; tids differencen til den hurtigste bil var ikke stor, og der var god luft ned til den 4. hurtigste bil.
Da det 20 biler store felt blev sluppet løs til de 4 timers strabadser, fulgte JH Motorsports racerbil godt med de 2 hurtigste biler i feltet. Danny Rasmussen fik virkeligt vist både sit og bilens potentiale, og kørte allerede på 2. omgang på en tid, som senere skulle vise sig at være teamets bedste omgangs tid i løbet. Danny Rasmussens omgangs tid var knapt 1 sekund fra løbets hurtigste omgangs tid. Danny Rasmussen fortsatte den flotte kørsel, men efter godt 40 omgange kaldte han pitten for bede om benzinpåfyldning. Det kunne teamet ikke helt forstå, da tankens indhold efter teamets egne beregninger skulle kunne række til en del flere omgange.
Bilen blev tanket, og Niels Carl Nielsen, NICA, kom bag rattet. Efter omkring 15 omgange bag rattet kaldte NICA pitten og meldte om manglende grip på baghjulene. Da der kort efter kom safety car på banen valgte teamet at kalde NICA i pit og skifte baghjulene på raceren. Det vidste sig at være et godt træk, for NICAs omgangs tider faldt med 2 - 3 sekunder, og NICA kørte igen raceren frem til en placering i top 3.
Næste optankning kom igen tidligere end teamet havde beregnet. Danny Rasmussen kom tilbage bag rattet, men efter få omgange kaldte Danny Rasmussen pitten og fortalte, at det lugtede meget af benzin i kabinen. Danny Rasmussen fortsatte dog med at køre så længe han kunne holde lugten ud. Danny Rasmussen gjorde det igen godt, kørte raceren godt frem i feltet og på omgangs tiderne var det ikke til at se, at han døjede med benzindampe i kabinen.
NICA kom endnu engang bag rattet af raceren, og efter endnu en optankning, hvor teamet samtidigt blev opmærksom på, at racerens var begyndt at bruge olie, fortsatte NICA med køre en lang række stabile og hurtige omgange. Teamet avancerede endnu engang i feltet og kom igen op på 3. pladsen.
(Foto: Mølgaards Sportsfoto)
Da røgen fra raceren blev mere og mere sort, valgte teamet efter knapt 3 timers kørsel at tage raceren i pit til et grundigt check. Det vidste sig, at der var olie i indsugningen, hvilket var forklaringen på den sorte røg. Teamet frygtede, at et stempel i motoren var ødelagt, og det kombineret med benzinproblemerne gjorde, at teamet valgt ikke at fortsætte i løbet. Da teamet tog bilen i pit var det fra en placering som nummer 5. Da løbet var slut, var teamet dumpet ned på en samlet 12. plads, hvilket rakte til en 6.plads i klasse 3 i DEC.
Efterfølgende har det vist sig, at racerens motor ikke var ødelagt. Olien i indsugningen stammede fra et ånderør, der udlufter krumtaphuset i indsugningsmanifolden.
Benzinproblemerne har vist sig at skyldes en defekt ved udluftningen af benzintanken. Defekten betød, at der ikke kunne suges luft ind i tanken efterhånden som motoren forbrugte benzinen.
Begge problemer har teamet løst til næste afdeling af DEC.
Næste gang teamet skal i aktion er ved 2. afdeling af DEC, som finder sted på Ring Djursland, lørdag den 24. juni. Tidsplanen for dette arrangement er:
Kl. 0900 - 0925: træning
Kl. 1025 - 1040: tidtagning
Kl. 1200 - 1600: løb - 2. afdeling af DEC
JH Motorsport
Per Mølgaard Andersen |
Læs mere om: 14/05/06 - Ring Djursland - Danish Endurance Championship |