Desværre døde den lidt på de sidste omgange, da verdensmester Alonso havde lidt svært ved at få bilen rigtigt igennem svingene, hvilket betød af Schumacher kunne åbne et hul så stort at løbet reelt var afgjort.
Schumacher var kommet bedst fra start og havde i et stykke tid både Button og sin holdkammerat Massa, som bufferzone mellem sig selv og Alonso. Men verdensmesteren fik udnyttet det første pitstop og bragt sig selv op på 2. pladsen og over nogle få fantastiske omgange hentede Alonso den førende Schumacher og så var der eller dømt kamp til stregen.
Efter at vi i sæsonens første tre løb netop har manglet kampen om første pladsen, var det ganske rart at se den lange tætte duel. Alligevel er indtrykket ikke entydigt positivt, for duellen udstillede også problemet med Formel 1 i det nuværende trim. For duellen blev aldrig til åben kamp - i de mange omgange de kørte tæt, fik Alonso aldrig mobiliseret et eneste virkeligt angreb. Det skyldes en kombination af to ting - for det første dygtig defensiv kørsel af Schumacher og for det anden at bilerne aerodynamik er ekstrem sårbar i nærkampe. Det virker fuldstændig tåbeligt at moderne racerbiler ikke er bygget til close-race!
Flere faktorer gør sig gældende. At man får hele otte point for en 2. plads spiller naturligvis også ind. Alonsos udbytte af at satse hele butikken på at få sejren i hus var for lille i forhold til riskoen. Så Alonso gjorde det fornuftige - han pressede Schumacher i håbet om at tyskeren så ville begå en fejl. Den begik han ikke, og således forblev duellen uforløst.
Men når det er sagt, så lad mig slå fast, at Imola for andet år i træk gav os det, som motorsport drejer sig - duel om sejren! Mere af det tak!
Selvom man ikke så meget til dem i tv'et, så var der faktisk 20 andre biler med i løbet. Af dem udgik en lille flok, anført af Albers, der på spektakulær vis blev sendt ud af løbet af en overoptimistisk Yuji Ide. Albers slog en serie flotte kolbøtter, men kunne med sit tydelige vrede kropssprog selv gå fra stedet. Ulykken var samtidig en demonstration af, at det efterhånden er lykkes at få styr på hjulene - alle fire blev i nærheden af den bil de tilhørte og var således ikke til fare for noget.
Juan Pablo Montoya reddede en middelmådig McLaren dag. Det engelske team var slet ikke tilstede i front i dagens løb, men Montoyas aggressivitet og sans for hurtige omgange, sikrede ham alligevel 3. pladsen i løbet. Efter ham fulgte Massa, der formåede at holde Kimi Raikkonen bag sig.
Mark Webber tog tre point på en 6. plads, der for en lænestolstilskuer virkede anonym, men det gjorde alle andre end de to første i dag, så det siger ikke så meget. Men gode point til australieren og til Williams teamet.
At Button blev nr. 7 er ikke bare symptomatisk for Honda teamet - gode i tidskørslen, middelmåde i løbet. Der var faktisk også et rigtigt uheld involveret i Buttons løb, da manden med slikkepinden, under et pitstop kom til at løfte for tidligt. Button stormede afsted, altimens slikkepinden forgæves blev sænket igen i noget der lignede et forsøg på at hugge englænderens hoved af. Mere kritisk var det at benzinpumpen stadig var fastgjort til bilen. Slangen blev revet, men heldigvis slap vi for en brand. Men for Button var en trist dag pludselig gjort rigtig dårlig.
Heller ikke hans holdkammerat Barrichello formåede at udnytte en god startplacering - han endte uden for pointene.
Det sidste point gik til Giancarlo Fisichella, der nok fik kørt sig op i forhold til sin startplacering, men som alligevel ikke formåede at imponere meget.
Lige uden for pointene var Ralf Schumacher, der ligesom de to Honda biler, ikke formåede at udnytte sin gode startplacering.
Status efter sæsonens første europæiske løb er, at Alonso har 15 points forspring til Michael Schumacher. Og med det pointsystem vi har i dag, er det et ret stort hul. Tilgengæld fik vi med Ferraris sejr, den første ikke-Renault sejr i år og det lover godt for fremtiden. Tilgengæld har McLaren vist sig en anelse tandløse, og det lover knap så godt for VM kampen, der vis Imola skal tages som en indikator kan blive et opgør mellem kun to kørere - Schumacher og Alonso. Martin Møller-Thomsen
Læs mere om: 23/04/06 - Imola - Formel 1 - FIA F1 |