International hæder til Tom Kristensen |
Le Mans 06/12/05
|
|
Der var langt fra den svedige køredragt til det galla-dress, som Tom Kristensen havde på, da han sent søndag aften blev tildelt den prestigefyldte "Gregor Grant Award" under det internationale Autosport Award-show i London. |
|
Danskeren fik hæderen for sin historiske bedrift på Le Mans, hvor danskeren i juni slog den bestående rekord ved at vinde 24-timers-klassikeren for syvende gang.
Titlen gives kun til sportens største og er tidligere gået til navne som Formel 1-verdensmestrene Mario Andretti og Emerson Fittipaldi, Formel 1-chefen Bernie Ecclestone og Ferraris Formel 1-team.
Titlen blev overrakt af den 5-dobbelte Le Mans-vinder Derek Bell og har navn efter stifteren af Autosport, der er motorsportens mest respekterede fagblad.
Derek Bell overrækker den internationale "Gregor Grant Award" til Tom Kristensen. (Foto: LAT Photographic)
I sin takketale sagde Tom Kristensen blandt andet:
"Det er en meget stor ære for mig at blive nævnt i samme åndedrag som nogle af de tidligere modtagere, der alle har bidraget til noget historisk inden for sporten. Jeg bliver ofte spurgt om, hvilken Le Mans-sejr der har været den største, og alle regner med, at den syvende fra i år må være noget helt specielt. Det er den også, fordi den i sig selv er indbegrebet af en historisk manifestation. Men uden de andre seks ville 2005-sejren ikke have været dette helt specielle, så jeg vælger at se på de syv triumfer, som hvis jeg havde haft syv børn. Jeg elsker dem alle meget højt! Tak skal I have for prisen, vi ses på Le Mans i juni!"
Aftenens andre prismodtagere var udvalgt af publikum, der stemte Kimi Raikkonen ind som årets internationale kører og Sébastien Loeb som årets rallykører. Læs mere om: Tom Kristensen |
|
| |