Intet var afgjort, forud for DM-finalen i Vejle, og derfor var spændingen stor og der har været en del uro i maven i dagene op til løbet, for selvom Ib Kragh og Freddy Pedersen havde de bedste kort på hånden, var der alligevel lang vej før titlen kunne komme i hus. "Ja, vi havde da helt klart ods på vores side, men alt kan ske i motorløb, måske specielt når alting ser lyst ud. Alene vejrsituationen viste sig at kunne blive en afgørende faktor, for os. Heldigvis stoppede regnen og prøverne tørrede op i løbet af dagen", fortæller en glad og nu afslappet Ib dagen efter løbet.
Kampen ville med sikkerhed komme til at stå mellem 3-4 kørere, Morten Karl, Karl Åge Jensen, Martin Johansen og Ib Kragh. "Taktisk kunne vi godt bruge Morten og Karl Åge til at holde Martin bag os, da det var ham som havde den næste vinder chance, og indrømmet, da Morten kørte af allerede på første prøve, fik jeg vist sagt noget mindre pænt, men så var tingene jo bare mere op til os selv", fortæller Ib. Når stemningen i bilen blev lidt for intens, var det godt at have Freddy til at skabe den fornødne ro igen. Første prøve blev brugt til lige at se vejene lidt an. Fart var der ikke for meget af, det blev kun til en 8. plads. Videre i løbet kom tempoet tilbage, vejene tørrede og på de sidste prøver blev der kørt fuld attack. "Vi var kommet foran Martin Johansen og lurede på chancen for en generel sejr, men der havde Karl Åge tilsyneladende lagt andre planer", griner Ib der ikke kunne følge den firehjulstrukne Subaru. De 3 forreste biler lå, ved løbets slutning, inden for bare 9 sekunder.
"Det har været en rigtig god dag, et super arrangement. Fin afvikling og en tidsplan som holdt. Prøverne var super gode og jeg er glad for at vi kunne køre lige op med konkurrenterne selv på de fugtige veje først på dagen. Vi fik lavet nogle rigtigt gode noter til løbet og Renault Raketten kørte bare perfekt hele dagen ", siger Ib. DM-titlen var Freddys 5. og Ibs 3.
Flere tidligere mestre var med ude på prøverne. Ove Pedersen Jens Mulvad og Jørgen Pilgaard bl.a. og de fulgte godt med i hvordan prøverne ændrede karakter i løbet af dagen.
Nu gælder det så Biler for alle i Herning i den kommende weekend. Ib og Renault Raketten, skal medvirke i "Kør med de kendte" hvor publikum kan købe sig til en køretur med en perlerække af de bedste racerkørere i Danmark i en samling eksotiske biler, sports- og racervogne. Også Rallysimulatoren skal med til Herning.
Derefter er der så vinterpause. Plan A er at Renault Raketten bliver i Teamet endnu et år. Plan B er.. ?
"En stor tak til alle som har gjort det muligt igen at køre rally på topplan. Sponsorer, familie, venner servicefolk og øvrige hjælpere som har været involveret på den ene eller anden måde. Uden Jeres hjælp stod vi ikke hvor vi gør i dag", slutter Ib.
Status for 2005 sæson: Ib og Freddy har været i top 3 i alle årets DM-afdelinger. Klassen er vundet hver gang. Alle Rally-Sprints er vundet. 5 bilmærker har vundet DM afdelinger.
IK Rally Racing Læs mere om: 22/10/05 - Bramming - DM Rally |