Resultatet betød også, at danskeren endegyldigt har sikret sig tredjepladsen i 2005-mesterskabet, idet den tidligere Formel 1-verdensmester Mika Hakkinen på fjerdepladsen nu ikke længere kan nå Kristensen.
"Jeg er meget stolt af min placering. Mit mål for sæsonen var at forbedre min fjerdeplads fra sidste år, og det er lykkedes. Jeg kom skævt ind i sæsonen ved at udgå allerede i første løb, og siden har det været en lang jagt på Mattias og Mercedes-køreren Gary Paffett. De to har imidlertid været helt utroligt stabile hele året, og det må jeg bare bøje mig i støvet for. Forhåbentlig kan jeg forbedre mig yderligere næste år, men først har vi lige to løb, der skal overstås med et godt resultat. Min tredjeplads kan ikke røres, så derfor kan jeg køre frit og forsøge at få en sejr, måske allerede om to uger, når vi for første gang skal køre i Istanbul. Jeg kender imidlertid min rolle som team-player, for det primære mål er at sikre Mattias titlen for andet år i træk," siger Tom Kristensen.
(Foto: Audi)
Danskeren skulle også på Lausitzring køre for Ekström, der på femtepladsen startede umiddelbart foran Kristensen. Ekström fik en kanonstart og var allerede i første sving oppe på tredjepladsen efter to Opel'er. De blev overhalet på omgangene under første pitstoprunde, hvor også Tom Kristensen kom forbi. I anden pitstoprunde blev Kristensen, der ellers havde mange flere omgange i sine dæk, kaldt ind samtidig med Ekström for at skærme af, men muligheden for at komme ud foran Gary Paffett blev ødelagt af en defekt kobling. Kristensen mistede halvandet sekund på at få liv i motoren, og det var nok for englænderen til at kile sig ind imellem de to Audi'er i front. Løbet ud holdt Ekström hovedet koldt og lavede aldrig den fejl, der kunne have givet Paffett en chance for at gå forbi, mens Tom Kristensen holdt tæt afstand i det tilfælde, at titel-duellanterne skulle gå hinanden lidt for tæt på klingen. Det skete ikke, og dermed endte årets tre bedste kørere på podiet i samme rækkefølge, som de har i den samlede stilling.
Audi Læs mere om: 18/09/05 - Lausitzring - DTM |