Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Den Blå Avis MC 600 Challenge

Dramatisk motorcykelløb på Ring Djursland

MC600
Challenge 

06/08/05 

Pre-finalen stoppes efter flere styrt
Løbene i Den Blå Avis MC600 Challenge er kendt for at være fyldt med spændingsmættet action og drama, men lørdagens pre-finale ved 40 års Jubilæumsløb på Ring Djursland var så dramatisk, at løbsledelsen til sidst måtte rødflage og dermed stoppe løbet efter en række voldsomme styrt.
 

Det hele startede i kampen om positionerne på første omgang. Her havde Nicolai Sørensen, Thisted, lagt sig i front med Søren Hole, Kalundborg, og Steven Tirsgaard, Herning, lige bag sig, men under nedbremsningen på det notoriske baneafsnit Trapperne, kom det til berøring mellem Nicolai Sørensen og Steven Tirsgaard med det resultat, at begge styrtede.


Jørgen Vendelbo (38) fik kæmpet sig forbi bl.a. Steen Hansen (35) og tog en tredjeplads
(Foto: Birger Vilén - www.euroracer.org)

Lidt længere henne i løbet var det galt igen, da to af årets debutanter styrtede, om end i solouheld. For enden af langsiden væltede Ronnie Ourø, Hvidovre, mens Jan Christiansen, Søborg, styrtede i én af banens kuperede afsnit. Jan Christiansens styrt var så voldsomt, at han måtte tilses af lægen og banens ambulancepersonale, og derfor valgte løbsledelsen at stoppe løbet.

Indtil det røde flag blev vist, var det Søren Hole, som suverænt kontrollerede begivenhederne, og med sejren i dag lagde han ikke blot yderligere points til sin konto. Han udbyggede også sin mesterskabsføring yderligere, idet Nicolai Sørensen og Steven Tirsgaard var hans største trusler i tabellen.

Andenpladsen gik til Thomas Harding, Slagelse, som kørte et flot og offensivt løb, hvor han hurtigst lagde afstand til forfølgerne og dermed sikrede sig sit bedste resultat nogensinde i Den Blå Avis MC600 Challenge. Det samme gjorde veteranen Jørgen Vendelbo, Ry, som på sin Kawasaki fik kæmpet sig flot forbi Steen Hansen, Herning, og dermed tog den tredje og sidste podieplads.

Korte fakta
- Feltet i Den Blå Avis MC600 Challenge nåede at tilbagelægge otte af de planlagte atten omgange, da løbet blev stoppet. Da afbrydelsen skete med rødt flag, opgøres resultatet som stillingen på den foregående omgang.
- På grund af afkortningen af løbet halveres de uddelte mesterskabspoints i forhold til den normale skala.
- Finalen i Den Blå Avis MC600 Challenge køres søndag klokken 14.35 på Ring Djursland.
- Finalen vises direkte på TV2 Zulu.

Morten Alstrup


Læs mere om:
  • 07/08/05 - Ring Djursland - MC600 Challenge
  •