Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser Motorsporten.dk
Nyheder fra dansk motorsport, og international motorsport med dansk deltagelse.
Motorsporten.dk - Dansk motorsport og international motorsport med dansk deltagelse. Nyheder, artikler, resultater og anmeldelser

Formel 1

Tysklands GP - Teams preview - Top 5

Formel 1 
21/07/05 

Igen en af klassikerne, om end den har været kørt på et par baner efterhånden. Renault må se sig presset af McLaren, mens Ferrari prøver at hænge på.
 

En stigende spænding må være på vej i Formel 1. Efter at Renault dominerede i starten, så er der kommet flere spillere på banen. Især gør McLaren sig gældende nu, mens Ferrari vel nærmest må være tilskuer til de tos kamp. Der skal ske noget vildt revolutionerende hvis det skal lykkes for Ferrari at vinde et af mesterskaberne i år.

Renault:
Renault har mistet noget af forspringet, men er stadig 26 points foran McLaren som er nærmeste konkurrent. Men går det op i en højere enhed for McLaren, kan de i løbet af nogle få løb indhente og overhale Renault. Det vil Renault helst ikke lade ske. Derfor har de i et stykke tid arbejdet utrolig meget med aerodynamik, og i løbet af de næste GP'er kommer der forskellige udviklinger som passer specifikt til den bane de nu skal køre på. Det gælder også Hockenheim, hvor nye vinger bl.a. vil blive taget i brug. Man beregner at man vil anvende et setup svarende til det man anvendte i Canada. Det lyder måske ikke helt logisk, men er nødvendigt for at bevare så meget topfart i de hurtige sektioner som muligt. Samtidigt har alle hos Renault travlt med at afvise, at der bliver gjort forskel på de to kørere. Det må heller ikke ske nu hvor hvert et point man kan få mere end McLaren er vigtigt. Kørerne glæder sig som vanligt. Dog er begge kørere lidt spekulative omkring setuppet. Det kan være vanskeligt at finde det rigtige setup til banen, hvor især Motordrommen eller stadionsektionen, som den også kaldes, kan være et utroligt drilsk sted. Og så gælder det om at passe på dækkene. Begge kørere pointerer også at balancen i bilen skal være optimal på denne bane. Fisichella håber på at hans uheldskvote nu må være opbrugt, så han kan være med til at køre et godt resultat hjem for Renault.

McLaren:
McLaren og Mercedes fansene har deres egen tribune på Hockenheim. Mercedes tribunen plejer at være et folklore af dimensioner, når der køres Formel 1 på banen. Og da der ikke er så langt fra Stuttgart til banen, kommer der et betragteligt antal. Kimi Raikkonen har haft motorproblemer, som har kostet gode points. Det håber han og teamet nu er slut. Men da teamet testede på Jerez i sidste uge, gik der endnu en motor op i røg. Norbert Haug fortæller at, til gengæld kørte to andre motorer henholdsvis 1200 og 1400 km uden problemer. Men det er jo altså i løbsweekenden at de skal holde. Teamet har testet aerodynamik på Jerez, samt ændret affjedring. Montoya fortæller at man også kommer med større bremseskiver, da der kan være meget varmt på Hockenheim. Kimi håber at motoren holder denne gang, så han ikke skal bruge tid på at køre op gennem feltet. Optimismen efter resultatet på Silverstone er intakt og voksende.

Ferrari:
Hvor de andre teams overholder deres aftale om begrænsede testdage, så går Ferrari som bekendt egne veje. Det gælder stadigt. Ferrari har testet på ikke mindre end tre baner op til det tyske GP. Det gælder dog for Ferrari lige som for de andre teams, at det ikke kun er til det tyske GP man forbereder sig. Nej, der er ikke flere testdage før sommerpausen, men derfor kan man godt teste hjemme i Italien. Sommerpausen skal Ferrari dog overholde. Ferrari ligger enorme kræfter i at komme tilbage til den absolutte top. Men om det lykkes i år, er nok mere tvivlsomt end de mange kræfter man bruger på det. M. Schumacher mangler ikke motivation. Han kommer som altid velforberedt og med motivationen i top. Hvordan med Barrichello? Han er gledet lidt i baggrunden i den senere tid, bortset lige fra de mange rygter om at han måske ikke kører for Ferrari efter denne sæson. Lige nu er han tilsyneladende bare med, men han laver dog points, når ellers han og bilen kan sammen. Ferrari har som vanligt udviklet en masse ting, og mange er dem er testet i den seneste uges tid. Der kommer også forbedringer på bilen denne gang. Det er sikkert ikke nok med den form som både Renault og især McLaren er i. Men på Schumachers hjemmebane skal der leveres et godt resultat. Der hviler et større forventningspres på hans skuldre her end de fleste andre steder.

Toyota:
Toyota kører nærmest lidt baglæns i forhold til flere af de nærmeste konkurrenter, men scorer altså points så godt som hver gang. Sideløbende med at Toyota har testet deres nye V8 motor, så har man også testet nye dele til bilen. Og der kommer da også nogle enkelte ændringer på bilen. Kørerne glæder sig til løbet, især R. Schumacher der her er på hjemmebane, ligesom Toyota teamet betragter banen som en af deres hjemmebaner. Man venter spændt på en vejledende vejrudsigt for området. Det hænger sammen med dækvalget, der jo skal foretages fredag. Bliver det varmt eller hvad gør det? Trulli vil gerne tilbage i pointene, hvor han har været fast gæst i stort set alle GP'er.

Williams:
Williams har hængt utrolig meget i bremserne den seneste tid. Men en gennemgribende test på Jerez skulle have afhjulpet en stor del af problemerne. I hvert fald melder Williams teamet ud at man har ændret bilen på utrolig mange punkter. Mark Webber var ikke med grundet sine brandsår, og skal således først prøve ændringerne på fredag. Han er dog blevet fuldt ud informeret om diverse ændringer. Kørerne skal bruge motorerne fra Silverstone, så det kommer i vist omfang til at præge deres præstation. Tidligere har BMW motorerne vist et stort dyk i det andet race. Kørerne glæder sig til løbet, om end at Nick Heidfeld hellere ville køre på det gamle layout med turen ud gennem skoven. Som Webber siger, så er der stort set altid noget godt race på Hockenheim, det så man bl.a. sidste år, hvor det var et af de bedste løb i den sæson. Ellers koncentrerer teamet sig om setup og balance i bilen. De er lidt nervøse for dæksliddet på banen.

Dons

Læs mere om:
  • 24/07/05 - Hockenheim - Formel 1 - FIA F1
  •